Langtidsholdbare glaslister

Glaslister af træ suger fugt fra bundlisten, så Kastrup A/S har udviklet en ny aluminiumsliste velegnet til restaurering af ældre boligers trævinduer

Glaslisterne er det ømme punkt på trævinduer, men det problem har man nu taget konsekvensen af hos Kastrup A/S, hvis kvalitetsvinduer af træ hovedsageligt sælges til ejere af ældre villaer og ejendomme til restaureringsformål.

- Glaslister af træ vil uvægerligt suge fugt op fra mødet med bundlisten, der skal lede regnvand væk fra vinduet. Nu har vi udviklet glaslister, som vil bevare udseendet og funktionaliteten i løbet af vinduets levetid. Visuelt er de vedligeholdelsesfrie glaslister ikke til at skelne fra de tilsvarende lister i træ, siger produktionschef Claus Andersen, Kastrup A/S.

De nye glaslister er fremstillet i aluminium og leveres som standard på nye døre og vinduer af træ, medmindre kunden udtrykkelig foretrækker glaslister af træ.

Ifølge Kastrup er de rene trævinduer 20-25 pct. billigere end tilsvarende træ/aluvinduer, som firmaet også leverer, tillige med plastvinduer.