Med de tre byggerier indtager Danmarks Rockmuseum, Roskilde Festival Højskole og Roskildegruppen for alvor Musicon, Roskildes nye kreative byområde. Rockmuseet er den første, der bygger, og har forventet åbning i 2014.
Musiconbydelen opføres på en tidligere betonvarefabrikgrund på 250.000 kvm, som Roskilde Kommune købte i 2003. Bydelen skal huse Rockmuseum, højskole, væksthus, innovative virksomheder, kunstnerværksteder, caféer, spillesteder og spændende boliger.
Parterne bag Rockmagneten har ønsket nyskabende byggerier med et markant arkitektonisk formsprog og potentiale til at blive et ikon for Musicon:
- Med Rockmagneten får Roskildes nye bydel et projekt i international klasse, og jeg glæder mig over, at byggerierne fanger Musicons vision om at bruge mangfoldigheden til at skabe rum til eksperimenter. De gamle industrihaller bliver draget ind i projektet, og dermed holder vi fast i, at Musicons fortid som betonvarefabrik er en del af den fremtidige historie, siger Joy Mogensen, formand for dommerkomiteen og Roskildes borgmester.
Hallerne skal blive et bydelshus for hele området. Dommerkomiteen forventer da også, at Rockmagneten vil fungere som en katalysator for udviklingen af det øvrige Musicon:
- Inddragelsen og omdannelsen af industrihallerne er fleksibel i forhold til en etapevis udbygning af Rockmagneten. Hver af de tre aktører kan tage hallerne i brug og opføre sit eget ’ikon’ uagtet de to andres byggestatus- og takt.