8Tallet

:
oktober 2010

Nej, det er ikke Garmisch Partenkirchen, men 8Tallet i Ørestad med græsbegrønnede tagforløb og inspiration fra alpernes topografi. Underskrevet BIG Arkitekter!

8Tallet ligger i det sydligste Ørestad med en storslået udsigt over den fredede Amager Fælled, så de grønne bidrag med indslag af blåt fra Øresund kommer med livstidsgaranti.

8Tallets facader udgøres af et sindrigt system af altaner i stål, der er beklædt med Reynobond aluminium. Den omfattende produktions- og montageopgave blev løst af HB Trapper & Stål A/S.

Scholtès Danmark blev valgt som leverandør af de hårde hvidevarer: 8Tallet er på mange måder et eksempel på det ekspressive og personlige byggeri. Her et indtryk fra et veludstyret køkken.

Mange medvirkendes bidrag har været store og udfordrende. Fagerhults er ingen undtagelse: Al belysning i den store boligejendom er specialdesignet og derefter produceret af Fagerhult A/S.

BIG Arkitekter arbejder med karakterfulde farvesætninger. Det blev opgaven for Petersen & Andersen at føre de koloristiske visioner på basis af fire farvekoder ud i livet.

PH Montage stod for den største opgave i virksomhedens historie: Montagen af alle betonelelementer samt udstøbning af bærende dæk. 8Tallet var fast arbejdsplads for 25 mand i to år!

previous next

I Ørestads bjerge

BIG Arkitekter har igen udtænkt en utraditionel vej til et sted at bo. 8Tallet i Ørestad rummer ikke færre end 476 af den slags steder plus det løse

Byggefakta

8Tallet
Robert Jacobsens Vej
2300 København S
Danmark

Bygherre:
Ejendomsselskabet St. Frederikslund Holding A/S
Arkitekt:
Bjarke Ingels Group A/S
Ingeniør:
Moe & Brødsgaard A/S
Andre aktører:
Høpfner Partners ApS, KLAR ApS
Areal:
6200 kvm.
Byggesum: 
543 mio. kr.
Byggeperiode:
januar 2009 - august 2010

Meget kan man sige om vokseværket i Ørestad, hovedstadens byplanlaboratorium; men at den flade fælled skulle være et paradis for bjergbestigere er ikke en del af historien. Alligevel er det her, vi finder Mount Everest i Ørestad City, nemlig VM Bjergets terrasser, som er et nyt bud på bofællesskaber fra tegnestuen BIG, Bjarke Ingels Group.

Det er de samme krøllede hjerner, der nu har begået 8Tallet med tilhørende halvanden kilometer bjergsti! Igen arbejder de på foranledning af blandt andet projektets mastermind, Per Høpfner og hans developerselskab, men denne gang finansieret af bl.a. Klaus Helmersen i hans udviklingsselskab St. Frederikslund Holding.

8Tallet er blevet til på den bare mark i det sydligste Ørestad – der, hvor alt andet hører op og hinsides den københavnske metros yderste post. Netop der ligger det kolossale boligprojekt som en monstrøs meteor efter nyligt nedslag i den flade jord.

Alt er muligt

Den adresse har BIG arkitekterne vendt til en styrke:

- For hvor intet er, er alt muligt, lyder det fra Bjarke Ingels, arkitekt, partner og direktør i BIG, når han på hjemmesiden for 8Tallet forklarer om tegnestuens undfangelse af den idé, der førte til dette seneste bud på fremtidens bolig. BIG har rystet en banebrydende cocktail af 476 boliger i størrelser fra 70-156 kvm, butikker, café og endda tilsat nogle tusind kvadratmeter til de såkaldt liberale erhverv. Det betyder, at projektet ikke bare er en bygning, som Ingels formulerer sig, 8Tallet er en hel bydel! Med i alt 62.000 kvm under tag er det vel en rimelig vurdering?

Horisontalt

København er ikke ubekendt med den slags kvantespring. Naboen Sluseholmen oplevede på fem år opførelsen af tusindvis af boliger efter recepten serieproduceret massebyggeri, tilført en vertikal facadekosmetik, der skabte Nyhavnsinspireret variation. Men BIG har slået op på en anden side i kogebogen for at opnå ikke bare afveksling i et byggeri på så stor en skala, men også overensstemmelse mellem funktionskrav og arkitektonisk plandisponering. Denne gang er den nye bydel derfor orienteret i en horisontalt orienteret lagkage: Butikker, café og erhverv i det parterreplan, som boliger gerne undgår pga. indkig; oven på det placeres rækkehuse i to etager med mindre bygningsdybde end erhvervet. Resultatet er plads til forhaver og til en gangsti, der bugter sig rundt om bygningen fra terræn til top.

Karré med knude

Afslutningsvis opleves derefter en etage med penthouses, som også har egne haver og terrasser: Inde- og udeliv er optimeret, privatsfære såvel som lysten til fælles samvær tilgodeset.

Lagkagen er samlet i en traditionel karréstruktur, men for at skabe kontakt mellem de fjerne flanker i den kolossale planløsning har strukturen slået knude på sig selv. Som håndholdt af en overmodig kæmpe er firkanten vredet en enkelt gang til et 8-tal. Hvor skæringen sker, opstår et aktivitetspunkt med blandt andet festlokaler og fællesaktiviteter. Sluttelig er bygningens krop trykket i bund mod sydøst og rejst som et højdedrag i diagonalens kontrapunkt. Dermed er der skabt ikke bare variation, men også en generøs udsigt fra alle boliger, ikke mindst fra haver og altaner.

Hvis man ikke får nerver af at være en blandt rigtig mange, så er det her et frisk bud på den næste bolig.

Sider

Find andre byggerier på oversigtskortet

Andre byggerier i Byggeplads.dk 2010 nr. 4

Bolig

8Tallet

I Ørestads bjerge

Bolig

BauneBo

Facade til fart og slowmotion

Ungdomsbolig

Essex Park Musicon

Ungdom i Rampelyset

Ungdomsbolig

Himmelev

En helhed med mange enheder

Hospital

HjerteCenter Varde

Hjertet på rette sted

Kontorhus

Metropolen

Skriften på væggen

Kontorhus

Mikado House

I vores hus

Domicil

Origio

Det Hvide Hus

Domicil

SEB Danmark

Kurver i kobber

Skole

Tietgen Handelsgymnasium

Lad der blive lys

Hotel og konference

Tivoli Hotel

Klippeformationer ved Kalvebod Brygge

Skole

Ørstedskolen

Bæredygtig skole i klynge