Stærkt startskud på Byggeri '14

Der var kø ved Messe C, da Byggeri’14 endelig åbnede dørene for de mange gæstende fagfolk- på åbningsdagen tirsdag var der 4.136 besøgende.

Tirsdagen 25. februar startede stærkt med den officielle åbning af Danske Byggecentres adm. direktør Palle Thomsen, som talte om byggeriets nuværende situation og udfordringer og bød velkommen til fire fantastiske messedage.

Stadsarkitekten i Aarhus Stephen D. Willacy leverede en humoristisk tale om Aarhus’ mange store byggeprojekter og understregede vigtigheden af et tæt samarbejde mellem byggeriets parter, der sikrer, at der bruges danske materialer i de nye bolig- og erhvervsbyggerier.

Åbningen blev afrundet af en veloplagt Andreas Bo. Han havde i dagens anledning lavet en brandingkampagne for byggebranchen. Et af de kreative brandingstiltag var en støtteplade, hvor han bl.a. havde allieret sig med ingen ringere end Kim Larsen, Povl Dissing og Rasmus Seebach. Der blev også i vanlig stil taget fis på Thomas Blachman, Ole Thestrup, Johannes Møllehave og Ole Henriksen, da han imiterede dem som sælgere i et byggemarked. Showet blev afsluttet med en populær Villy Søvndal-efterligning.

Begejstring blandt udstillerne

Der var travlhed i hallerne med tusinde besøgende fagfolk, som ville høre om de 300 udstilleres mange nyheder. Vi talte bl.a. med Sundolitt, der kunne melde om en travl dag med en masse besøgende.

- Vi har haft glædeligt travlt i dag. Der har været rigtig mange besøgende forbi vores stand, som har vist stor interesse for vores produkter og løsninger. Det lover rigtig godt for de næste tre dage, siger Claus Jørgensen, teknisk chef hos Sundolitt, der er nomineret til Byggeriets Energipris.

nye bæredygtighedskrav

Sidst på eftermiddagen inviterede FSC til en spændende debat om, hvad statens nye grønne krav betyder for byggeriet. Der var inspirerende oplæg fra Christian Lundmark Jensen fra Miljøministeriet, adm. direktør Emily Fripp fra engelske Efeca samt Skanska.