RUM skal stå for udvidelse af specialskole i Hørning

Skanderborg Kommune har valgt RUM som totalrådgiver i forbindelse med udvidelse og ombygning af specialskolen Hørningskolen med plads til multihandicappede

Skanderborg Kommune har valgt RUM som totalrådgiver i forbindelse med udvidelse og ombygning af specialskolen Hørningskolen med plads til multihandicappede (M-klasser) og enkeltintegrerede elever (S-klasser) samt en ny multibane.

Projektet omfatter udvidelse af kapaciteten for den nuværende specialskole Hørningskolen, som skal disponeres med plads til 68 elever og 56-60 ansatte i fremtiden. I dag rummer Hørningskolen 46 elever. Der i budgettet på 21,3 mio. regnet med en tilbygning til personalefaciliter samt to klasselokaler samt let ombygning og renovering af eksisterende faciliteter med fokus på forbedrede tilgængelighedsforhold for kørestolsbrugere og bedre indeklima.

En skole for elever med vidtgående behov

Hørningskolen er en specialskole med elever med vidtgående behov. Eleverne har mange forskellige diagnoser fra autismespektrum forstyrrelser og ADHD til forskellige syndromer (Downs, SMS mv.). Flere af skolens elever har fysisk handicap eller alvorlig synsnedsættelse, men fælles for dem er, at de er udviklingshæmmede i let til svær grad. Hørningskolen er et helhedsorienteret tilbud med en skole og fritidsdel.

Bygges på bæredygtige principper

Foruden at skulle opfylde Skanderborg Kommunes ”Politik for Kommunalt Byggeri” skal den nye tilbygning bygges på bæredygtige principper, hvilket betyder, at tilbygningen skal projekteres efter Den Frivillige Bæredygtighedsklasse samt have et max. klimaaftryk på 10.5 kg. CO2eq/m2/år ved opførelse af de nye tilbygninger.

Bæredygtighedsklassen har i et bredt perspektiv fokus på bæredygtighed, både på byggematerialer, opførelse, vedligeholdelse, drift og indeklima samt potentialet for genbrug og genanvendelse ud fra et livscyklusperspektiv. Der ses således på alle faser i byggeriets livscyklus ud fra et samlet hensyn til både de miljø- og klimamæssige, sociale og økonomiske forhold.

Projektet udføres i et tæt samarbejde mellem arkitektfirmaet RUM og ingeniørfirmaet DRIAS. Teamet kommer til bordet med stor erfaring indenfor specialskolebyggeri. Det samme team står bag udvidelsen og ombygningen af specialskolen Fjordskolen i Kruså.

RUM trækker desuden på dugfriske erfaringer fra totalombygningen af specialskolen Stensagerskolen i Aarhus, hvor gode flows og fysiske rammer understøtter det pædagogiske arbejde med eleverne og deres forskellige behov. Den A.P. Møllerske Støttefond har herudover doneret knap 5,5 mio. kr. til realisering af indretningskonceptet ’Ud-af-boksen’, der er udviklet i et tæt samarbejde mellem RUM og Stensagerskolen.

Fakta om projektet

Udvidelse og ombygning af specialskolen Hørningskolen

Økonomi: 21.3 mio. dkk ex. moms.

Ibrugtagning: okt. 2024

Totalrådgiver og arkitekt: RUM

Ingeniør: DRIAS