Jönsson A/S har flere større igangværende ombygnings- og renoveringsprojekter indenfor erhvervsbyggeri under udførelse og entreprenøren regner lige nu på flere almene boligrenoveringer.
Boligselskabet AKB, København Ved Milestedet c/o KAB er bygherre på to renoveringsprojekter af boliger ved Milestedet i Rødovre, hvor Norconsult A/S er udpeget som rådgiver på to byggesager.
Jönsson er netop blevet prækvalificeret til de to renoveringsprojekter med i alt 456 boliger, fordelt på to højhuse med henholdsvis 12 og 16 etager med 96 og 192 lejligheder. Dertil kommer to
lavblokke med tre etager med i alt 63 lejligheder og 4 lavblokke i tre etager med i alt 105 lejligheder. De to storentrepriser omhandler renovering af køkken og installationer i 456 boliger i alt. Jönsson deltager i Bygningsentrepriserne på begge projekter.
I Holbæk helhedsrenoverer Byggeforeningen af 1933 i totalentreprise almene boliger i afd. 1, Labæk og Borchsvej. Også her er Jönsson netop blevet prækvalificeret. Her i team med Kullegaard Arkitekter og Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører ApS. Bebyggelserne er nedslidte og ikke tidssvarende og skal renoveres pga. kuldebroer på grund af manglende isolering, dårligt indeklima, skimmelsvamp, utætheder og vandskader, nedslidte installationer (vvs, el) og skader på kloakken.
I Labæk isoleres facader med ny skalmur og isolering. Der skiftes tag og etableres nye altaner og elevator. Der etableres ny svalegang, fundament samt nyt indgangsparti og rampe ved indgang. På Borchsvej efterisoleres tagrummet, ligesom der også efterisoleres facader med ny skalmur. I kælderen fugtisoleres og der etableres dræn. Desuden etableres elevator til tilgængelighedsboligerne.
I begge afdelinger udskiftes vinduer og døre, og der etableres nye køkkener og bad. Der udskiftes vand-, varme-, afløbs- og elinstallationer samt balanceret ventilationsanlæg. Kloaksystemet renoveres og udearealer opgraderes.
Jönsson skal aflevere tilbud på alle tre renoveringsentrepriser midt i maj.