Jönsson A/S skriver kontrakt på stort erhvervsprojekt ved Trianglen

Jönsson gør klar til levering af 6.200 m2 erhvervsbyggeri i totalentreprise på Østerbro i København.

Den fleksible flerbruger ejendom forbinder Blegdamsvej og Ryesgade og er en omfattende renovering og ombygning af tre eksisterende bygninger i den attraktive bydel.
 
Projektet er beliggende på Blegdamsvej 124, lige overfor Trianglens Metrostation, centralt på Østerbro tæt på Østerbrogade, Fælledparken og Søerne. Her udvikles tre moderne ejendomme med mulighed for 1.400 m2 dagligvarebutik og lager i stueetagen samt 4.800 m2 kontorer, møderum mv. fordelt på de øvrige fem etager.
 
Projektet er en omfattende renovering og ombygning af tre eksisterende bygninger, der omfatter forhus mod Blegdamsvej, en fabrikslignende mellembygning og ”baghus” mod Ryesgade. Arealerne på Ryesgade fordeler sig på fem kontoretager med en tilhørende tagterrasse på 6. sal med udsigt til Københavns skyline. Bygningen i midten er en fabriksbygning med fem meter til loftet, rytterlys i taget og en balkonterrasse i hele bygningens længde. Til erhvervsområderne vil der være medarbejderfaciliteter som bad, garderobe og opholdsrum.
 
Thomas Normann, CEO i Jönsson A/S, har tidligere på året varslet mere erhvervsbyggeri i projektporteføljen hos Jönsson Entreprise. Han fortæller, at renoveringsprojektet på Blegdamsvej hører til i en strategisk vigtig kategori for Jönsson:
 
– Blegdamsvej er præcis den type erhvervsbyggeri, vi finder strategisk interessant. Omfattende renoveringsprojekter er ikke nyt for os – vi udfører i øjeblikket et lignende projekt i Siljangade, som vi har bygget op fra de rå betonvægge. Markedet for totalrenoveringer og ombygning af eksisterende bygninger i Københavnsområdet vil vokse de kommende år, og her skal Jönsson med stærke referencer stå som det sikre valg.
 
Det er Oskar Group ApS, der er bygherre på Blegdamsvej-projektet. Udover Jönsson Entreprise som totalentreprenør er DOMUS arkitekter A/S tilknyttet projektet sammen med NEP Rådgivende Ingeniør på konstruktioner samt Klaus Nielsen Rådgivende Ingeniør på installationer.
 
Byggeriet står klar til indflytning i august 2021.