LM Byg fortsætter med god indtjening

LM Byg A/S leverer igen et godt årsresultat takket være entreprenørvirksomhedens specialisering i råhusbyggeri inden for alle entrepriseformer og høje grad af egenproduktion. Man har i det forgangne år investeret for at bringe virksomheden op på næste niveau, og den plan vil fortsætte i 2018, skriver virksomhedeni en meddelelse.

LM Byg A/S har netop offentliggjort deres seneste regnskab. Resultatet lyder på 18,3 mio. kr. før skat. I regnskabsåret har den 30 år gamle entreprenørvirksomhed blandt andet stået for færdiggørelsen af Nordfalster Fængsel på 25.000 m2 og boligbyggeriet Øresund Strandpark på Amager på 50.000 m2.

-Vi er meget tilfredse med resultatet i et år, hvor der er blevet investeret i udviklingen for at blive den bedste virksomhed inden for råhusbyggeri. Gennem tre årtier har vi altid afleveret projekter til tiden og haft positive resultater, hvilket har skabt et meget velkonsolideret selskab med en solid egenkapital, siger Hans Anker Nielsen, adm. direktør i LM Byg A/S.

Årets resultat er lidt under forrige år, og skal netop ses i lyset af de investeringer, der er blevet foretaget. Da Hans Anker Nielsen overtog jobbet som administrerende direktør i sommeren 2016, lagde han og ejer Carsten Mindegaard, sammen med den øvrige ledelse, en plan for udviklingen af virksomheden for at bringe den til næste niveau.

-Vi følger den plan, der er blevet lagt og har sidste år investeret i fremtiden, og det vil vi fortsætte med i 2018. Vi vil fortsætte med at implementere en række digitale værktøjer herunder 3D/BIM, som alle medarbejdere kan anvende, og rekruttere flere kompetente og erfarne branchefolk, siger Hans Anker Nielsen.

Mange tilbudsmuligheder'

Henover vinteren har LM Byg A/S opbygget en god pipeline af tilbudsmuligheder, og entreprenørvirksomheden er allerede i gang med flere byggeprojekter. Heriblandt byggeriet af Nyt Hvidovre Hospital på 40.000 m2, råhusentreprisen på Ny Retspsykiatri Sct. Hans i Roskilde på 21.000 m2 og totalentreprisen på et boligbyggeri på 21.500 m2 for TDC Pensionskasse.

-Vi har startet året godt med en god ordrebeholdning og en række gode tilbudsmuligheder, så vi kommer til at fortsætte den gode udvikling i 2018 og 2019 og er nu klar til at træde på speederen. Vi går et spændendende år i møde, hvor vi har fuld fokus på at blive den bedste virksomhed inden for råhusbyggeri, der altid leverer kvalitet til tiden, siger Hans Anker Nielsen.

Ejeren af LM Byg A/S, Carsten Mindegaard, er også meget tilfreds med det flotte resultat og lægger vægt på holdpræstationen.

-Udvikling af vores virksomhed kan ikke realiseres uden de mange dygtige og kompetente medarbejdere, som år efter år udvikler sig. Vi har en stærk og unik kultur i LM Byg A/S, som er baseret på familieværdier, hvor vi støtter og hjælper hinanden og ikke mindst fejrer vores succeser sammen, siger Carsten Mindegaard.