Fleksibel indvendig isolering

Profile har lanceret to løsninger til indvendig isolering – isoleringspladen Klimatec IP og klimapladen Klimatec KP

Erfurt-KlimaTec er det nye indvendige isoleringssystem fra Profile A/S i Rødekro, der leverer byggematerialer til hele byggebranchen.

Med dette system får man en løsning, der er tilpasset hvert enkelt rum i bygningen, hvad enten det er tørre og opvarmede rum, eller det er kældre og vådrum. Systemet er diffusionsåbent, så det er let at styre fugt i ældre bygninger, der har massive ydervægge, og her forbedrer systemet murværkets u-værdi, fremhæver Ib Styrup Jensen, der er konsulent hos Profile A/S.

– Der er tale om tynde plader, der ikke optager ret eget plads indvendigt, og så er de nemme at forarbejde og montere, da man kan skære dem til med en hobbykniv eller en sav, og så kan de klæbes op med en systemklæber og derefter behandles med enten maling, tapet eller puds. Man skal dog holde sig for øje, at denne behandling også skal være diffusionsåbent, understreger Ib Styrup Jensen.

Til tørre og våde rum

Systemet omfatter to løsninger: Dels isoleringspladen KlimaTec IP, dels klimapladen KlimaTec KP.

– KlimaTec IP har en højere isoleringsevne i forhold til klimapladen KlimaTec KP, og IP-pladen anvendes i opvarmede rum, hvor luftfugtigheden ikke overskrider 60 pct. mod normalt 40 pct., mens klimapladen KP anvendes i kældre og vådrum med en fugtighedsprocent på over 60, forklarer Ib Styrup Jensen.

– Løsningerne overholder alle krav i henhold til energiordningen EnEV 2014 omkring varmeledeevne og er meget anvendelige til de situationer, hvor mulighederne for udvendig isolering er begrænset – det kan f.eks. være på grund af fredning, men naturligvis også i tilfælde, hvor man af æstetiske eller arkitektoniske grunde ikke ønsker at ændre udseende på en bygning. Løsningen er også velegnet i de situationer, hvor der er tale om bygninger uden tagudhæng eller bygninger, der på en eller anden måde er begrænset af omgivelser, f.eks. placering i en smal gyde, siger Ib Styrup Jensen

Tynde plader

Ib Styrup fremhæver endvidere fleksibiliteten ved pladerne, alene i kraft af deres begrænsede tykkelse:

– Man kan nærmest montere pladerne alle steder, uden at det generer og ændrer rummet, for de er ganske tynde og er derfor meget velegnede til bygninger, hvor de indvendige pladsforhold ikke er så store. Isoleringspladen er således 2,5 eller 3,5 cm tyk, mens klimapladen kun er 2,5 cm tyk. Man kan derfor relativt let få sikret sig en god isolering, hvor man måske tidligere har været henvist til mere krævende konstruktioner, siger Ib Styrup Jensen.

Foto: De to løsninger, dels isoleringspladen KlimaTec IP, dels klimapladen KlimaTec KP, er blot 2,5-3,5 cm tykke og derfor meget fleksible til indvendig isolering. De kan skæres til med en hobbykniv eller sav og monteres let med en systemklæber, hvorefter videre behandling foretages, enten maling, tapet eller puds.