STB Byg med rekordstor ordrebeholdning

STB Byg A/S kom ud af 2014 med fordobling af før-skat indtjening og en ordrebeholdning, der rækker langt ind i 2016

STB Byg A/S har de senere år vundet såvel store som mindre entrepriser over hele landet. Opgaverne spænder vidt fra nybygninger og ombygninger til renoveringer for både offentlige institutioner og private bygherrer. I 2014 har STB BYG bl.a. bygget på nye boliger til udviklingshæmmede i Aarhus, nyt rådhus til Varde Kommune, multimediehuset DOKK1 i Aarhus, renovering og udvidelse af Missionshuset i Odense, nyt psykiatrisk sygehus i Aabenraa fase 2 samt nyt akutsygehus - også i Aabenraa, en super Daginstitution i Langeskov for Kerteminde Kommune, til- og ombygning af Campus Vejle VUC og nyt plejecenter på Samsøvej i Holbæk – også kaldet fremtidens plejebolig i Holbæk.

STB BYG går i land på Sjælland

Det er ikke bare fremtidens plejebolig, som STB BYG gerne vil sætte sit præg på, når det kommer til det sjællandske marked.

”Med byggeriet i Holbæk har vi set, at vores måde at tænke byggeri på også passer godt ind øst for Storebælt,” siger adm. direktør i STB BYG, Jens Winther.

Virksomheden er allerede nu med i flere licitationer på Sjælland. De har netop vundet opførelsen af 20 boliger i Tølløse, og sideløbende arbejder de med et boligprojekt på Pottemagergrunden i Næstved, hvor salg af 15 ejerboliger netop er startet.

- Vi vil gerne skynde os langsomt. Det er vigtigt for os, at organisationen udvikler sig parallelt med et øget antal byggerier, så både kvalitet og økonomi følger med, men vi tænker da, at 2015/2016 meget vel kan blive årene, hvor STB BYG for alvor går i land på Sjælland, siger Jens Winther.

Det bliver dog ikke på bekostning af opgaver i Jylland og på Fyn, at STB Byg A/S indtager Sjælland. Virksomhedens hidtil største ordre på 175 mio. kr. omfattende renoveringen af 189 lejligheder fordelt på syv blokke i Korskærparken i Fredericia skal netop til at starte. Et projekt der strækker sig helt frem til ultimo 2016.

En organisation i bevægelse

Virksomheden STB BYG er som en levende organisme, der hele tiden tilpasser sig markedet. Et eksempel på dette er de håndværksvirksomheder – murer, snedker og tømrer, som hører til i STB BYG A/S.

De flytter nu under ét tag i Jelling, hvor det hele startede i 1956, under navnet STB Håndværk.

- Vi har enormt stor glæde af at have vores egne håndværkere i organisationen, selvom vi udenfor lokalområdet oftest benytter os af underleverandører, men det giver alle i virksomheden en god indsigt og viden i fagene. Nu bliver de lidt mere tilgængelige for alle andre også, hvilket vi håber folk i området vil tage godt imod, siger Jens Winther.

 

Foto:Kerteminde Kommune valgte STB BYG som totalentreprenør, da Daginstitution Mælkevejen i Langeskov skulle bygges. Det 2300 m² store bæredygtige byggeri har plads til 254 børn, og blev opført, mens den eksisterende institution fortsat fungerede.