Mere pessimisme blandt mindre virksomheder

Optimismen er vendt til pessimisme - Håndværksrådets konjunkturbarometer for tredje kvartal 2011 viser det største fald siden starten af 2009

Håndværksrådet, der hvert kvartal tager temperaturen hos et udsnit af de godt 20.000 medlemmer, som organisationen repræsenterer, har målt en markant tilbagegang i de små og store virksomheders (SMV) investeringslyst på 14 procentpoint. Det er første gang i mere end to år. Undersøgelsen bygger på svar fra godt 700 medlemsvirksomheder i Håndværksrådets medlemskreds.

- Aktieuro og gældskrise fik hurtigt lagt en dæmper på mange virksomheders investeringslyst. Det har været med til at give konjunkturbarometeret en ordentlig mavepuster, siger cheføkonom i Håndværksrådet, Jacob Thiel.

I årets andet kvartal vurderede en overvægt på 9 procent af virksomhederne, at det var mere fordelagtigt at investere i virksomheden end i samme periode året før. Nu er billedet vendt, og i tredje kvartal udgør pessimisterne en overvægt på 1 procent.

- Det er på ingen måde dramatisk, men indikerer desværre, at den fremgang, vi har set i investeringslysten nu er på retur. Pessimismen har fået overtaget, siger Jacob Thiel.

Usikkerhed om dansk og international økonomi

I virksomhedernes vurdering af Danmarks økonomiske situation har den stigende tiltro til den danske økonomi også fået et knæk. Over en femtedel af virksomhederne vurderer nu, at landets økonomiske situation ser værre ud end i samme periode sidste år. Det er det laveste niveau siden andet kvartal i 2010.

- Det er en stigende usikkerhed om den nationale og internationale økonomi, der har medført den negative vurdering. Samlet set har det sammen med virksomhedernes manglende investeringslyst trukket barometeret markant ned, siger Jacob Thiel.