Lange betalingsfrister rammer SMV'ere hårdt

Lange betalingstider forværrer den i forvejen hårdt spændte økonomiske situation for de små og mellemstore virksomheder - implementering af EU-direktiv kan sikre kortere betalingsfrister

Danmarks små og mellemstore virksomheder (SMV'ere) oplever stadig oftere, at deres store kunder forhaler betalingerne og venter op til 120 dage med at betale deres regninger, og det tærer hårdt på SMV’ernes kassekreditter.

En hurtig implementering af EU-direktivet om sene betalingsfrister i dansk lovgivning, det såkaldte 'Late Payment'-direktiv, kan hjælpe de små og mellemstore virksomheder i deres pressede situation, mener Håndværksrådet og Danske Speditører.

- En række store kunder har urimeligt lange betalingsfrister, og deres små og mellemstore leverandører er alt for pressede af krisen til at turde protestere over de sene betalinger. Målet med Late Payment-direktivet er at dæmme op for den uhensigtsmæssige overvæltning af finanskrisens omkostninger til SMV’ernes kassekreditter, og derfor ønsker vi, at direktivet bliver omsat til dansk lov så hurtigt som muligt, siger chefkonsulent Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådets repræsentant i ekspertudvalget.

- Den nuværende situation er så uholdbar, at der skal handling til. Det har man indset på EU-plan, og det er vores håb, at vi også i Danmark kan nå frem til regler, som kan dæmme op for de meget lange og meget skadelige betalingsfrister, som efter finanskrisen er blevet mere og mere udbredte, siger direktør Martin Aabak fra Danske Speditører.

 - Vi skal ikke længere end til Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for at se, at landtransporterhvervet, der netop består af små og mellemstore virksomheder, er ganske hårdt ramt af finansielle udfordringer. Der er ingen tvivl om, at de lange betalingsfrister er med til at forværre situationen, siger Morten Pernø, økonom i Dansk Transport og Logistik, DTL.

Forhandlingerne i ekspertudvalget om implementeringen af Late Payment-direktivet er netop gået igang. Ekspertudvalget er nedsat af Justitsministeriet og består af repræsentanter for erhvervslivet og flere ministerier.