Vokseværk på uddannelsescenter

Skanderborg-Odder Center for Uddannelse udvides i år med 2.100 kvm
Tekst: 

I starten af året, blev der tegnet på computeren, så det glødede hos KPF Arkitekter A/S. Firmaet havde året før vundet totalentreprisen om udvidelsen af Skanderborg-Odder Center for Uddannelse sammen med totalentreprenør Raunstrup A/S og rådgivende ingeniører Orbicon A/S. Projektet er udpeget som det økonomisk mest fordelagtige blandt fem projekter med sin optimale vægtning af arealer, funktioner og arkitektur.

På plads til august

Tilbygningen skal stå færdig allerede til august i år og omfatter otte nye klasselokaler, billedkunstværksted, studievejledning, udvidelse af administration samt ny hovedindgang. Projektet sammenbinder to af skolens eksisterende fløje, og skaber en ny og markant hovedindgang til det samlede bygningsanlæg. Det giver samtidig en bedre logistik på skolen, ifølge arkitekt Johnny Lundbye.

- Samtidig bliver der forberedt til, at der kan udbygges i højden med yderligere to etager, forklarer Johnny Lundbye fra KPF Arkitekter A/S.

Undervisningsafsnittet rummer fire klasselokaler pr. etage. Lokalerne er samlet om et fællesområde med grupperum, depoter m.m. Klasselokalerne har interne glaspartier mod fællesområdet – en styrkelse af den visuelle sammenhæng i området og et varieret dagslys.