Stort plastsorteringsanlæg til Esbjerg

Den norske pyrolysevirksomhed, Quantafuel skal bygge et plastsorteringsanlæg i Esbjerg med kapacitet til at kunne håndtere størstedelen af det danske plastaffald. Rambøll er udvalgt som totalrådgiver

I Danmark producerer vi samlet set over 350.000 ton plastikaffald om året og størstedelen af dette bliver brændt, mens ca. 100.000 ton sendes til europæiske sorteringsanlæg, hvor man ikke længere kan spore, hvor og hvordan plasten bliver anvendt. Dette kommer nu til at ændre sig med et nyt plastsorteringsanlæg, som den norske virksomhed Quantafuel skal bygge i Esbjerg med en totalkapacitet til at håndtere 160.000 ton plastaffald om året.

Rambøll er udvalgt som totalrådgiver og skal stå for detailprojektering, udbud og byggeledelse af anlægget som for nyligt har fået det internationale investeringsselskab, Eurazero med på projektet, der forventes klar til drift i slutningen af 2023.

”Vi har samarbejdet med Rambøll siden den indledende designfase og er rigtig glade for at fortsætte, så vi nu sammen kan realisere, hvad der kommer til at være det første plastsorteringsanlæg af sin art i Danmark. Med en ESG fokusert partner som Eurazeo ombord som investor kan vi nu realisere anlægget helt i tråd med vores ambitioner om at bygge og drifte med fortsat kompromisløst fokus på bæredygtighed, siger Erik Rynning, projektdirektør i Quantafuel og fortsætter:

”Målet med anlægget er i første omgang at sortere plastaffald fra danske husholdninger, service og industrivirksomheder til rene fraktioner til videresalg og forabejdning af både mekanisk og kemisk genbrugsindustri. Denne kombination vil kunne give en meget høj genanvendelsesprocent i overensstemmelse med ambitioner fra både Danmark og EU. Rambøll har vist, at de med deres brede pallette af rådgivningsydelser er den helt rigtige partner, der også skal hjælpe os videre på den rejse, så vi sammen kan bidrage til at fremme genanvendelse, reducere CO2 udslip og fremme den cirkulære økonomi”.

Standard-design til skalering i Europa

Under den indledende design fase har det været Quantafuel og Rambølls ambition at udføre et standard-design for anlægget i Esbjerg, der kan anvendes til at bygge flere lignende anlæg til genanvendelse af plastaffald i Europa i fremtiden.

”Det har været en målsætning helt fra start, og nu ser vi frem til at få anlægget i Esbjerg udført i praksis. Der er ingen tvivl om, at et plastsorteringsanlæg af denne kapacitet, som Quantafuel opfører, hvor man også har planer om kunne genanvende plastaffaldet på baggrund af katalyseteknologi, bliver en væsentlig del af den løsning, der skal hjælpe os med komme plastaffald til livs. Ikke blot i Danmark men også i resten af Europa i fremtiden, siger Søren Eg Hansen, projektdirektør fra Rambølls globale energidivision.   

Grunden i Esbjerg, hvor anlægget skal stå, er aktuelt i byggemodningsfasen. Quantafuel har også ambitioner om at opføre en bæredygtigt anlæg, hvor man i samarbejde med Rambøll stiler efter en  DGNB-guldcertificering.