Boligmarkedet skal følges tæt

Boligøkonomisk Videncenter i Realdania vil følge udviklingen på boligmarkedet tæt. Derfor har de indledt samarbejde med analyseinstitutionen DREAM, for at gøre os alle klogere på, hvordan boligmarkedet udvikler sig på længere sigt.

Når offentligheden og medierne beskæftiger sig med boligmarkedet, sker det her i starten af 2010 naturligt nok med stor fokus på krisen på ejerboligmarkedet - de faldende boligpriser, stigningen i tvangsauktioner, den lange liggetid på boliger til salg og styrtdykket i nybyggeriet af boliger.

Men i Boligøkonomisk Videncenter i Realdania ønsker man også at tænke længere frem og se på de mere grundlæggende forandringer i befolkningen, der vil påvirke boligmarkedet. Derfor har Boligøkonomisk Videncenter nu indledt et samarbejde med de økonomiske eksperter i den uafhængige institution DREAM, Danish Rational Economic Agent Model, som under ledelse af forskningschef Peter Stephensen vil foretage et omfattende analysearbejde over boligmarkedets udvikling på længere sigt.

Analysen vil blandt andet kunne give et fingerpeg om, hvor mange boliger, vi får brug for fremover, hvor de skal ligge, om det skal være ejer eller lejer, og hvor store de skal være.

Det er netop blikket for den usikkerhed, som er knyttet til forudsætninger som fødselstal, nettoindvandring og middellevetid, der adskiller analysen fra DREAM og Boligøkonomisk Videncenter fra tidligere analyser – som eksempelvis det såkaldte Ølgaard-udvalgs fremskrivninger af boligefterspørgslen fra slutningen af 1980’erne.