NREP-stifter bag kulturhus i Nordhavn

I 2024 åbner Nordhus i Den Røde By i Nordhavn i København. Nordhus bliver et fysisk samlingspunkt for kulturoplevelser og et hjem for unge kulturskabere

Med den nyetablerede erhvervsdrivende fond, Nordhus Fonden, vil det erhvervserfarne ægtepar Felicia og Rasmus Nørgaard give unge mellem 18 og 25 år mulighed for at skabe både kultur, finde deres vej videre og blive del af et fællesskab. Fonden står bag det kommende kulturhus, Nordhus, der slår dørene op i Nordhavn i 2024.

Nordhus Fonden har set dagens lys. Den skal give unge i alderen 18-25 år mulighed for at skabe kultur og karriere gennem det kommende kulturhus Nordhus, der åbner i Nordhavn i 2024.

Bag fonden står ægteparret Felicia Nørgaard, der har en lang karriere inden for HR  og kommunikation fra internationale koncerner, og Rasmus Nørgaard, som er medstifter i ejendomsselskabet NREP og home.earth.

Finansierer kommende kulturhus

Nordhus Fonden er driftsselskab for Nordhus, som unge kulturskabere får mulighed for at drive og udvikle, samtidig med at de bor der. Når kulturhuset åbner for ansøgningsprocessen til februar 2024, bliver det for at rekruttere unge mennesker fra hele landet til at drive og udvikle det første kulturhus af sin slags.

Med pladsen følger derfor både en bolig, et arbejde og et kompetenceforløb, da man som del af Nordhus skal drive huset og dets kulturtilbud.

Grundlæggerne Felicia og Rasmus Nørgaard har de seneste tre år arbejdet på projektet, som de kalder en ny type hjem for kulturskabere og -oplevelser. Efter at have defineret rammerne, har det været essentielt for begge, at det bliver en selvstyrende enhed med et defineret mål. Af samme årsag har den erhvervsdrivende fond været på tegnebrættet fra dag ét.

”Vi er rigtig glade for, at Nordhus Fonden nu er en realitet. Det giver en solid ballast i form af et kapitalgrundlag, der sikrer etableringen og opstarten af Nordhus. Nu er fundamentet på plads, og vi kan tage de sidste vigtige skridt med at færdiggøre Nordhus og finde det første hold af 32 unge kulturskabere,” siger Felicia Nørgaard.

Skal give tilbage til samfundet

Den nye fond bliver en for-profit organisation, der varetager driften af Nordhus, og hvor det genererede overskud forbliver i fonden og geninvesteres i aktiviteter, der understøtter formålet om at støtte unge voksne med at skabe både kultur, fællesskab og finde deres vej videre. Fonden skal også sikre en professionel organisering, der på sigt kan videreudvikle de eksisterende indsatser.

Med fonden og det kommende kulturhus ønsker Nørgaard-ægteparret at skabe et sted, hvor unge voksne får mulighed for at bygge et stærkt fundament ind i voksenlivet gennem læring, skaberlyst og meningsfulde fællesskaber.

”Nu starter vi lige med ét Nordhus først, men med fonden håber vi at finde en bæredygtig model og så sprede den til andre lokationer også. I første omgang starter vi med Nordhus i Nordhavn.

Den praktiske erfaring man får i Nordhus skal være med til at klæde de unge på til at møde nogle af fremtidens udfordringer i arbejdslivet. Personligt, tror jeg på, at det at have hånden på kogepladen med budgetter, drift og udvikling og lignende er den allerbedste uddannelse i overgangen fra ung til voksen. Vi har store forhåbninger til, at fonden og huset kan blive et stærkt udgangspunkt for unge på deres rejse ind i voksenlivet,” siger Rasmus Nørgaard.

Om Nordhus
I 2024 åbner Nordhus i Den Røde By i Nordhavn i København. Nordhus bliver et fysisk samlingspunkt for kulturoplevelser og et hjem for unge kulturskabere, der både skal drive og bo i huset. Centralt for Nordhus er samarbejdet med udvikling og facilitation af en bred vifte af events, fællesspisninger og koncerter. Nordhus åbner for ansøgere i februar 2024.