Æbeløen i Aarhus vinder international ejendomspris

Prisen for årets bedste boligbyggeri blev torsdag aften tildelt projektet, Æbeløen, ved den internationale ejendomskonference MIPIM i Cannes

Prisen for årets bedste boligbyggeri blev torsdag aften tildelt projektet, Æbeløen, ved den internationale ejendomskonference MIPIM i Cannes.

Projekter fra 42 forskellige lande var i år indstillet til MIPIM Awards, som torsdag aften blev afholdt i Cannes, og i kategorien ’Best Residential Development’ var det det danske projekt, Æbeløen, der blev udvalgt af juryen og årets deltagere ved MIPIM 2022 som bedste projekt. Æbeløen er udviklet af Raundahl & Moesby i tæt samarbejde med CEBRA, der er arkitekterne bag projektet.

”Æbeløen er tegnet med empati for både de mennesker, som bor der, og for den omkringliggende by, hvor projektet integrerer sig nænsomt i den historiske, urbane kontekst. Det er et robust byggeri i gode, materialer, som vil ældes med ynde ligesom resten af Øgadekvarteret. Samtidig bygger Æbeløen på nogle vigtige sociale og klimamæssige parametre – bl.a. mødesteder og opholdsmuligheder for beboerne samt regnvandshåndtering og biodiversitet i byen. Vi er meget stolte af både projektet og af prisen,” siger Mikkel Frost, som er arkitekt og partner i CEBRA.

Æbeløen består af 146 boliger fordelt på lejligheder og byhuse. Som en del af projektet er der tilføjet en ny gade til Aarhus’ Øgadekvarter – Æbeløgade – der åbner og forbinder det nye boligområde direkte med byen og Botanisk Have.

”Æbeløen blev vundet i konkurrence om et kommunalt grundudbud, hvor vinderkriteriet ikke blot var højeste pris, men i lige så høj grad, hvor meget det foreslåede projekt ville bidrage til byen. I samråd med naboen, Botanisk have, blev vores løsning at etablere et bydelskvarter, hvor alle typer af ”bynatur” blev repræsenteret. Æbeløen er derfor et eksempel på, hvordan grønne elementer både kan forstærke byrummet og spektakulær bygningsarkitektur, men samtidig bidrage til biodiversitet i det urbane miljø,” siger Carsten Raundahl, CEO i Raundahl & Moesby. 

Æbeløen, der blev indviet i september 2020, ejes i dag af den tyske kapitalforvalter PATRIZIA AG. Projektet blev i 2021 tildelt Aarhus Kommunes arkitekturpris.

MIPIM er en international ejendomskonference, som hvert år afholdes i Cannes. Branchefestivallen løber over fire dage, hvor danske og internationale aktører mødes til netværksarrangementer, events og udstillinger. Under festivalen afholdes også MIPIM Awards, som er en international anerkendt ejendomspris, der uddeles i en række kategorier – bl.a. indenfor boliger. Prisen uddeles på baggrund af bedømmelser fra en international jury samt stemmer fra deltagere ved MIPIM.