Komplet facilityløsning under samme tag

Cas Cas Gruppen A/S og BS Landskabspleje ApS samler som de første i landet indendørs og udendørs facility management under samme tag

Virksomheder og kommuner i hele landet kan nu vælge en samlet leverandør til drift, service og vedligeholdelse af deres ejendomme og faciliteter. Cas Cas Gruppen A/S og BS Landskabspleje ApS samler som de første i landet indendørs og udendørs facility management under samme tag, med afdelinger både på Sjælland og i Jylland, skriver virksomhederne.

-Det er et naturligt og oplagt skridt i vores ambition om at levere Danmarks bedste service til vores kunder i hele landet. BS Landskabspleje ApS og Cas Cas Gruppen A/S har det samme forretningsmæssige mindset og holdning til kvalitet, service og kundepleje, og ved at samle virksomhederne under samme tag får vi endnu større muligheder for at tilbyde vores kunder unikke serviceløsninger. Det styrker vores konkurrenceevne i forhold til store kunder og offentlige udbud, siger Per Bellerby, driftsdirektør i Cas Cas Gruppen A/S, der servicerer offentlige og private storkunder i hele landet.

BS Landskabspleje ApS har hidtil leveret servicering af udendørsarealer i store dele af Sjælland – lige fra pleje af grønne områder til snerydning, asfaltarbejde og træfældning. Cas Cas Gruppen A/S har købt anparter i BS Landskabspleje, og i den forbindelse samles administrationen af de to virksomheder i Glostrup, hvor Cas Cas Gruppen A/S har hovedkontor.

- Vi har arbejdet godt sammen gennem flere år, og det nye og tættere samarbejde med Cas Cas Gruppen giver os flere muligheder og et større kundegrundlag, så vi både kan fortsætte vores vækst og komme ud i hele landet. Vores styrke har altid været nærvær og høj kvalitet, og det kan vi fastholde gennem samarbejdet med Cas Cas Gruppen, der deler de samme værdier, siger Benjamin Pless, der er adm. direktør i BS Landskabspleje ApS.

De to direktører har været frontfigurerne i etableringen af det nye samarbejde, og det professionelle og stærke forhold mellem parterne har haft stor betydning for, at samarbejdet nu er blevet en realitet.

-BS Landskabspleje ApS er et af de mest kvalitetsbevidste firmaer jeg har stiftet bekendtskab med. Deres knowhow og ekspertise vil tilføre os en styrke, der vil komme vores kunder til gode og gøre os til en endnu større spiller på et stort facility management-marked, siger Per Bellerby.

Benjamin Pless bakker op, og nævner blandt andet muligheden for at byde på endnu større kontrakter og offentlige udbud:

 

”Vi komplementerer hinanden, og det vil give en stor synergi i samarbejdet. Det er helt klart det næste skridt i retningen mod at blive Danmarks bedste facility management partner og være med på større udbud end det hidtil har været muligt. Jeg glæder mig til samarbejdet, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi bliver en seriøs spiller på markedet. ”