Lundsgaard står klar som kulturcentrum

Køerne er for længst rykket ud af den bevaringsværdige kostald på Lundsgaard Gods ved Kerteminde, og nu er kulturen klar til at rykke ind

Køerne er for længst rykket ud af den bevaringsværdige kostald på Lundsgaard Gods ved Kerteminde, og nu er kulturen klar til at rykke ind. Ombygningen af stalden er gennemført som en del af Realdanias kampagne Fremtidens Herregård og åbner for offentligheden tirsdag den 23. juni med Sankt Hans-fest, hvor alle er velkomne. Den bevaringsværdige kostald er opført i 1880’erne af arkitekten August Klein, men har ikke været i brug siden 1960’erne. Nu vil ejerparret Vini og Rudolf Iuel fylde den tidligere stald med musik, teater og kunst og leje den ud til møder og konferencer.

Lang tradition

Den nye funktion bygger videre på en lang tradition på godset for kunst og kultur. Historisk set har Lundsgaard været kulturel dynamo i lokalområdet, hvor store kulturpersonligheder har haft deres gang. Heriblandt ’teatergreven’, Frits Ahlefeldt-Laurvig, og PH’s mor Agnes Henningsen.

- For os handler projektet om at bringe livet og fællesskabet tilbage til ejendommen, som jo også oprindeligt er bygget til at huse mange flere mennesker, end den gør i dag, siger Rudolf Iuel og skitserer den overordnede vision: At genskabe Lundsgaards betydning for kulturbilledet i Kerteminde og blive lokalområdets kulturelle og erhvervsmæssige fyrtårn.

Projektet er gennemført i samarbejde med arkitekt Christian Rønne under stor respekt for bygningens oprindelige kvaliteter. Udefra ligner den 1.800 kvadratmeter store stald stadig sig selv. Indenfor er Café Agnes H, lydisolering, et spejlblankt betongulv og en ny trappe, man kan sidde på, kommet til. De fritlagte bjælker er bevaret, og en del af bygningen er blevet åbnet til kip. På førstesalen er lagt et nyt gulv i bæredygtig bambusparket, og nye ovenlysvinduer er tilføjet. Der er også indrettet garderobe og toiletfaciliteter.

Projektet har krævet mange kræfter, beslutninger og tæt dialog med myndigheder: 

- Det har været en kæmpe opgave, men det har været det hele værd. Til gengæld står vi nu med en kostald, som er gennemgribende sat i stand med en bestemt ny funktion for øje. Men i virkeligheden kan den bruges til hvad som helst, siger Rudolf Iuel.