Projektkonkurrence om museumsbyggeri i gang

Bjarke Ingels Group og Lundgaard & Tranberg er blandt de udvalgte arkitektfirmaer, som skal deltage i projektkonkurrence om det største danske museumsbyggeri i nyere tid, Nyt Naturhistorisk Museum

Rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, kunne i dag sammen med direktør for Bygningsstyrelsen, Carsten Jarlov, og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Morten Meldgaard, præsentere de seks teams, der skal deltage i projektkonkurrencen om Nyt Naturhistorisk Museum:

  • Lundgaard & Tranberg Arkitekter; arkitekt Claus H. Pryds; EKJ Rådgivende Ingeniører; professor og landskabsarkitekt Steen Høyer.
  • Snøhetta (N); Arup, London (GB); Esbensen Rådgivende Ingeniører; LordCulture (F); Office for Visual Interaction (USA).
  • David Chipperfield Architects, Berlin (D); Arup, Berlin (D); Wirtz International (B).
  • Cowi; Steven Holl (USA); MVVA (USA); Guy Nordenson and Associates (USA), Transsolar (D).
  • Bjarke Ingels Group; AKT II (UK); Wissenberg, Vogt Landscape(CH), Space Syntax (UK); Kvorning design og kommunikation.
  • Kengo Kuma +Associates (J); Erik Møller Arkitekter; Jaja Architects; Buro Happold Cph; Thing og Wainø; 2+1 Idébureau; HaCaFrø.

Hvert team modtager et vederlag på DKK 500.000, og vinderen får derudover 500.000 i præmie.

Der blev i 2009 afholdt en åben idékonkurrence, hvor 1. præmien blev tildelt det forslag, som arkitekt Claus H. Pryds havde lavet (foto).

Museet, der kommer til at ligge centralt i København, bliver en del af et stort museumslandskab, der årligt besøges af millioner af gæster.

- Danmarks nye naturhistoriske museum skal være et fyrtårn, der gennem nytænkende formidling skal give børn og unge lyst til at beskæftige sig med naturvidenskaben. Samtidig skal museet sikre moderne og inspirerende omgivelser for vores forskere. Jeg er derfor meget stolt af, at vi med denne arkitektkonkurrence tager et helt afgørende skridt i retning mod at sikre fremtidens rammer for formidling og forskning i naturvidenskaben, siger rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen.