Nyt Naturhistorisk Museum

I dag offentliggøres det, hvilke seks arkitektfirmaer fra ind- og udland, der skal deltage i projektkonkurrencen om Nyt Naturhistorisk Museum i København

Statens Naturhistoriske Museum, der i dag består af Zoologisk Museum, Botanisk Have og Geologisk Museum, rummer en af verdens største og ældste samlinger med omkring 14 millioner genstande fordelt på planter, dyr, fossiler, mineraler med mere.  Alt dette skal nu samles i Nyt Naturhistorisk Museum i København.

I 2009 udskrev Statens Naturhistoriske Museum en åben idékonkurrence og en skolekonkurrence for allerede på et tidligt tidspunkt at inddrage nogle af museets vigtigste gæster. Vinderen af den åbne konkurrence blev arkitekt Claus Harboesgaard Pryds.

Projektkonkurrencen

Men nu er næste fase i gang, projektkonkurrencen. Tre hold er på forhånd udvalgt til at deltage i projektkonkurrencen, og senere i dag offentliggøres navnene på de tre sidste hold, der skal komme med hvert deres bud på Nyt Naturhistorisk Museum i København.

Læs også Projektkonkurrence om museumsbyggeri i gang

Museet får en central placering i Københavns centrum med Kongens Have med Rosenborg Slot og Østre Anlæg som naboer, og centralt i forhold til to af hovedstadens travleste stationer, Nørreport og Østerport. Området er samlet set en af Danmarks største attraktioner, der hvert år besøges af 5-8 millioner gæster.

Botanisk Have renoveres

Museet er budgetteret til at kunne realiseres inden for en økonomisk ramme på 1.1 mia. kr. Udover nybyggerietskal Botanisk Have renoveres og istandsættes. Til dette formål har Statens Naturhistoriske Museum modtaget 17. mio. kr. fra ’A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal’.

Vinderen af projektkonkurrencen offentliggøres maj 2012. Det forventes at Nyt Naturhistorisk Museum står klar i 2016.