Danmark går forrest i kampen for et mere grønt Mipim

Den danske stand på MIPIM vil være branchens mest bæredygtige og opfordrer MIPIM til at komme ind i kampen for den grønne omstilling

Når MIPIM slår dørene op i Cannes, vil Danmark stå for messens mest bæredygtige indslag. I festivalområdet står Byggesocietetet nemlig klar med en stand, hvor bæredygtigheden er tænkt ind i mindste detalje fra affaldssortering over genanvendelige kaffekopper til debatter om grøn omstilling.

-Vi arbejder for at få MIPIM til at vedtage et bæredygtighedscharter, hvor den europæiske ejendomsbranche forpligter sig på at tænke bæredygtighed ind i alle led af byggeprocesserne. Derfor er derfor naturligt, at vi kigger indad og gør alt, hvad vi kan for at levere et bæredygtigt bidrag til Cannes, siger formand for Property and Investment Denmark Tony Christrup.

Opbakning fra branchen

Property and Investment Denmark står for den danske repræsentation på MIPIM og udspringer af Byggesocietetet. Foreningen arbejder aktivt for at promovere den danske repræsentation i Cannes og har mange store sponsorer i ryggen, der kan se en interesse i at have en slagkraftig tilstedeværelse i Cannes.

-Vi er glade for, at så mange bakker op om den danske repræsentation i Cannes. Vi har næsten solgt ud af sponsorater, men der er stadig plads til virksomheder, der har lyst til at blive eksponeret på standen. Vi arrangerer også debatter, hvor flere af vores store sponsorer deltager, ligesom det er muligt at blive partner på arrangementer som vores netværksmøde for nye deltagere på MIPIM. Der er masser af muligheder for at blive eksponeret og støtte den danske repræsentation, lyder det fra Tony Christrup.

Vil have en mere bæredygtig messe

Hvert år tiltrækker Mipim mere end 25.000 deltagere fra den europæiske ejendomsbranche. Fra Danmark deltager cirka 700 ejendoms- og byggefolk, som kommer for at netværke og møde nøglepersoner, som det ellers ville tage flere måneder at få et møde med. Umiddelbart er MIPIM ikke særligt bæredygtigt initiativ, men det kan vi gøre noget ved, mener Tony Christrup:

-Vi gør, hvad vi kan for at skubbe til MIPIM. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at se en meget mere bæredygtig messe indenfor de kommende år. I Danmark har vi jo vedtaget en klimalov, hvor vi skal reducere vores udledninger med 70%, mens EU for nylig meldte ud, at unionen sigter mod at blive klimaneutral i 2050. Bygge- og ejendomsbranchen er nogle af de helt store CO2 syndere, men det betyder også, at vi er en del af løsningen. Så lad os komme i gang med at udvikle et sundt, profitabelt og bæredygtigt byggeri, slutter Tony Christrup.