Vinduesproducent investerer i ny produktionslinje

Bøjsø døre & vinduer har netop investeret i en ny produktionslinje, som skal øge kapaciteten i produktionen o

Bøjsø døre & vinduer har netop investeret i en ny produktionslinje, som skal øge kapaciteten i produktionen og samtidig gøre vinduesproducenten attraktiv hos nye målgrupper. Den nye produktionslinje betyder nemlig, at Bøjsø nu kan producere et nyt termovindue, der rammer et marked mellem de mere almindelige standardiserede termovinduer og de koblede vinduer, som er bygget på stolte håndværksmæssige traditioner.

Hos Bøjsø døre & vinduer, der gennem mere end fire årtier har specialiseret sig i det såkaldte koblede vindue, har man netop besluttet at investere i en helt ny produktionslinje. Den skal dels imødekomme en større efterspørgsel på virksomhedens kerneprodukt og dels give vinduesproducentens termovindue et markant designløft, så det arver mange af de fine detaljer, man kender fra virksomhedens koblede vinduer:

- Vi har de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel på vores kerneprodukt, som er koblede vinduer, der bliver lavet efter det traditionelle håndværk og således er særligt egnet til nænsom renovering og vedligeholdelse af fredede og bevaringsværdige bygninger. Men nu vinder vores termovinduer også i stigende grad indpas, og her vil vi gerne kunne tilbyde et produkt, der ligesom det koblede vindue værner om de stolte håndværkstraditioner med et autentisk udtryk og den kvalitet, som vi er kendt for, lyder det fra Bøjsøs direktør Lasse Sørensen, som fortsætter:

- Og det stiller krav til produktionen. Derfor har vi nu investeret i en optimering af vores produktprogram, så vi fremadrettet kan levere et termovindue, der har arvet mange af de fine detaljer fra vores koblede vindue som eksempelvis tætte snedkersamlinger, smalle sprosser og skjulte tætningslister.

Konkret har Bøjsø døre & vinduer således investeret i helt nyt maskinudstyr til produktionen, der gør det muligt for vinduesproducenten at producere et nyt termovindue målrettet et marked, der ligger mellem de mere almindelige standardiserede termovinduer og de koblede vinduer, som har de klassiske detaljer som håndkittede ruder, smalle sprosser og originale profiler. Derudover er det inden for nærmeste fremtid også hensigten, at både produktionsarealet og medarbejderstaben bliver udvidet:

- Vi har høje forventninger til det nye termovindue, da det rammer et hul i markedet. Det betyder nemlig, at vi fremadrettet nu kan nå ud til enten de kunder, som gerne vil have kvaliteten og udtrykket fra det koblede vindue, men foretrækker de fordele, der følger med et termovindue, eller nå ud til de kunder, der drømmer om det koblede vindue, men køber vinduer i et andet prissegment. Derfor forventer vi også, at vi inden længe får behov for et endnu større produktionsareal og endnu flere medarbejdere, siger Lasse Sørensen og fortsætter:

- Samtidig har vi nemlig også i lang tid haft behov for en større volumen på den øvrige produktion af koblede vinduer og døre, og her skaber vores nye produktionslinje således rammerne for vækst på flere niveauer. 

Ligesom Bøjsøs koblede vindue bliver alt det udvendige træ i termovinduet også produceret i sibirisk lærketræ, som har en enestående holdbarhed og er stort set uden knaster. Derudover bliver termovinduet med tolagsglas, der giver det et let og elegant design:

- Selvom det er et termovindue, som typisk er meget standardiseret, kan vi faktisk imødekomme de fleste ønsker til udformning, og kunderne kan selv vælge mellem blandt andet farver, mål og hængsler. Samtidig er isoleringsevnen på niveau med andre moderne vinduer, og den lever op til energikravene i Bygningsreglementet, lyder det fra Lasse Sørensen, som afslutningsvis fortæller, at Bøjsø som den eneste vinduesproducent på markedet giver 20 års garanti på træet i termovinduer, og at det nye vindue – ligesom de koblede vinduer – forventes at kunne holde i over hundrede år.

Produktionen af det nye termovindue forventes i øvrigt at kunne starte op omkring industriferien og således være klar til at blive leveret i fjerde kvartal i år.