De renser luften og stabiliserer luftfugtigheden. De tilfører ilt. De har en positiv indvirkning på akustikken. De reducerer stress, stimulerer arbejdsglæden og fremmer kreativiteten. Og så er de en pryd for øjet. Grønne planter. Samtidig viser et hospitalsstudie i Norge, at patienter, der havde udsigt til grønne områder, blev hurtigere raske end andre. Grønne planter har et hav af egenskaber, som sygehusene i de senere år har fået øjnene op for. Bl.a. på Psykiatrisk Sygehus i Aabenraa, hvor en plantevæg på 67 kvadratmeter med 2000 potter dækker over to etager.
Det er Jydsk Planteservice, der har leveret og monteret væggen, og som står for den efterfølgende service med at passe planterne.
– Sygehusene er et af de steder, hvor vi mærker en fremgang. Her vil man gerne investere i et grønt miljø og gerne med plantevægge, fortæller René Lund, der er plantevægsekspert og sales manager hos Jydsk Planteservice.
Firmaet har indgået en regionsaftale med regionens sygehuse om at levere og passe alle planter. Jydsk Planteservice har endvidere en stribe tilbud ude til andre sygehuse.
– Der er meget fokus på indeklima, og det er jo beviseligt, at grønne planer renser luften. Har du så en stor væg med mange kvadratmeter planter, ja så gør det en betydelig forskel for indeklimaet, lyder det fra René Lund.
Enkelte potter
Jydsk Planteservice har forsøgt sig med flere væg-systemer, indtil de landede på et dansk udviklet pottesystem, Natural Greenwalls. Et bæredygtigt system med potter lavet af genbrugsplast. Her bliver en væg sat sammen af enkeltvis potter, så hver plante har sin egen potte. Det giver ifølge René Lund en række fordele.
– Vi kan skifte potterne enkeltvis, hvis der skulle være behov for det. Det gør også, at hvis uheldet er ude med skadedyr, så er det nemt at skifte de potter, der er ramt i stedet for en hel væg, og samtidig spreder de sig ikke, forklarer Renè Lund.
Drypvandingssystem
Hver potte har desuden sit eget vandingssystem, kaldet drypvandingssystem. Hver potte har i bunden et indbygget vandreservoir. Det betyder, at der kun bliver kun tilført den mængde vand, som den enkelte potte har brug for. Vandet render altså ikke igennem uden at blive brugt, og eventuelt overskudsvand fra én plante løber heller ikke videre til andre planter i væggen.
Det indbyggede vandreservoir gør, at planterne kun behøver at blive vandet ca. hver tredje uge. Hvis vandstanden når over vandreservoirets kant, bliver vandet afledt gennem risten til de rør, som forbinder alle kassetterne.
Flytbare vægge
Jydsk Planteservice laver plantevægge i størrelsen lige fra to til 204 kvadratmeter, men systemet har ingen begrænsninger i forhold til størrelse.
Det er muligt at vælge mellem 35 forskellige planter – og ydereliger planter kan skaffes efter ønske. En plantevæg kan installeres uden tilslutning af vand og afløb og væggen kan skilles ad og flyttes.
Ud over sygehusenes stigende interesse, så har flere og flere private også et øje til plantevæggene.
– Vi har solgt til nybyggerier, hvor man ikke ønskede akustiklofter, men på andre måder havde brug for at dæmpe støjen. Så der kommer flere og flere efterspørgsler på de grønne vægge fra private, fortæller Renè Lund.
Foto:Interessen for grønne plantevægge på sygehusene er stigende. Her på Psykiatrisk Sygehus i Aabenraa.