Stor bøde til Montana for brug af Tivolis navn

Sø-og Handelsretten har pålagt Montana en bøde på 750.000 kr. for at bruge navnet Tivoli til en stol uden at have tilladelse hertil

 Man kan ikke bruge Tivolis navn uden at have en aftale om det. Det får møbelfirmaet Montana nu at mærke efter at have brugt Tivolis navn til at sælge en stol. Sø- og Handelsretten har således netop givet firmaet en bøde på 750.000 kroner plus renter for at gøre brug af Tivoli-navnet uden tilladelse. 

I flere år har der kørt en tvist mellem Montana og Tivoli - og da parterne ikke kunne tale sig til rette, blev sagen indbragt til retten. Sagen går ud på, at Montana begyndte at lave en gammel Verner Panton-stol, der i midten af 1950'erne gik under navnet Tivoli Stolen. Stolen blev af den danske designer lavet til en restaurant i Tivoli - og fik derfor kælenavnet Tivoli Stolen.

Men Montana må nu bøde for at bruge navnet Tivoli - og de må heller ikke fremover bruge navnet til stolen.

- Såfremt Montana er indstillet på at indgå en licensaftale er de naturligvis velkomne til at gøre brug af navnet, men uden aftale kan navnet Tivoli ikke længere benyttes, siger Stine Lolk, kommunikationsdirektør i Tivoli.

Montana må samtidig heller ikke længere bruge Tivoli-navnet til en række farver, som Montana Møbler har brugt i relation til stolen. Møbelfirmaet skal tillige offentliggøre dommen fra retten på sin egen hjemmeside.

Stolen - en fletstol - blev i sin tid kendt i den brede offentlighed under Tivoli-navnet. Selv i annoncer i USA fra slutningen af 1950'erne blev Panton-stolen kendt under navnet: Tivoli Stacking Chair.

Men da stolen blev relanceret og sat i ny produktion, ville Tivoli have penge for, at navnet skulle kædes sammen med stolen. Tivolis advokat rettede i 2010 henvendelse til det selskab i Montana, der stod for stolen, om at der skulle laves en licensaftale.
Da man ikke fik svar, sendte advokaten derfor et krav frem om, at Montana ophørte med markedsføring og brug af Tivolis forretningskendetegn, varemærkerettigheder mm. Kravet blev afvist af Montanas advokat i august 2010.
Montana skal ud over bøden på 750.000 kr. også betale sagens omkostninger, hvilket betyder, at man skal af med 98.000 kroner mere til Tivoli.

 

Dommens afgørelse 8/5-2012, uddrag:

- Montana Møbler A/S forbydes at benytte kendetegnene TIVOLI, TIVOLI STOLEN, TIVOLI STOL, TIVOLI CHAIR eller dermed forvekslelige betegnelser i forbindelse med markedsføring, salg og anden kommerciel aktivitet i relation til stole, herunder den stol, designet af Verner Panton.

- Montana Møbler A/S forbydes at benytte kendetegnene TIVOLI BLACK, TIVOLI RED, TIVOLI COFFEE, TIVOLI SKY, TIVOLI ORANGE, TIVOLI POWER PURPLE, TIVOLI GRASS GREEN, TIVOLI OLIVE, TIVOLI PINK, TIVOLI ANTHRACITE, TIVOLI BLUE HEAVEN eller dermed forvekslelige betegnelser i forbindelse med markedsføring, salg og andre kommercielle aktiviteter i relation til stole.

- Montana Møbler A/S skal anerkende, at selskabet har været og er uberettiget til at benytte kendetegnet TIVOLI BARSTOL, TIVOLI KITCHEN BAR eller dermed forvekslelige beteg-nelser i forbindelse med markedsføring, salg og anden kommerciel aktivitet i relation til stole..

- Montana Møbler A/S skal anerkende, at selskabet har været og er uberettiget til at benytte kendetegnet TIVOLI LOUNGE eller dermed forvekslelige betegnelser i forbindelse med markedsføring, salg og anden kommerciel aktivitet i relation til stole..

- Montana Møbler A/S skal anerkende, at selskabet har været og er uberettiget til at benytte kendetegnet TIVOLI KIDS eller dermed forvekslelige betegnelser i forbindelse med mar-kedsføring, salg og anden kommerciel aktivitet i relation til stole..

- Montana Møbler A/S pålægges for egen regning at offentliggøre en fældende dom i denne sag på Montana Møbler A/S’ hjemmeside www.montana.dk samtidig med udsendelse af en cirkulæreskrivelse indeholdende en fældende doms konklusion, til Montana Møbler A/S’ forhandlere.

- Montana Møbler A/S skal inden 14 dage betale Tivoli A/S 750.000 kr. eksklusiv moms med tillæg af procesrente af 500.000 kr. fra den 13. december 2010, af 250.000 kr. fra den 15. april 2011.

- Montana Møbler A/S idømmes bødestraf på 25.000 kr.

- Inden 14 dage betaler Montana Møbler A/S 98.900 kr. til Tivoli A/S.