Unikt overblik over bygningsrenovering

Viden om bygningsrenovering har hidtil været spredt i enkeltstående forskningsprojekter, brancherapporter og byggestudier. Ny hvidbog samler nu den væsentligste viden i et overblik

Hvordan vedligeholder vi vores 2,52 mio. bygninger? Hvor er potentialerne for energirenovering størst? Hvorfor er produktiviteten ikke højere? Hvad kan man gøre for at sikre mere renoveringsinnovation? Både når byggebranchen, bygherrerne og politikerne bliver spurgt, så er overblik og mere viden om renovering en kraftig efterspurgt mangelvare.

 - Der er brug for et overblik, hvis man i branchen, blandt bygherrerne og politisk skal blive bedre til at renovere hensigtsmæssigt og effektivt, og dermed anvende det trecifrede milliardbeløb, der årligt bruges på renovering af de danske bygninger, bedre. Ud fra den eksisterende viden er der med hvidbogen nu skabt et overblik, men samtidigt et godt fundament for en nødvendig udvikling på renoveringsområdet, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.

Hvide pletter på landkortet

Der er blevet læst grundigt op på renoveringsstoffet. Cirka et par hundrede analyser, beregninger, studier og rapporter er blevet gennemgået systematisk, og den væsentligste viden er kondenseret til 90 tætpakkede sider. Dermed er der givet det hidtil bedste overblik over bygningsrenovering.

Samtidig viser arbejdet med hvidbogen dog også, at der fortsat mangler fælles definitioner og viden på mange områder, og at forudsætningerne bag de enkelte analyser er meget forskellige. Det er i sig selv et vigtigt resultat, som kan danne baggrund for, hvordan udviklingen indenfor renovering skal prioriteres i de kommende år.

Præmissen for hvidbogen har ikke været at konkludere. Derimod har hensigten været så neutralt og samvittighedsfuldt som muligt at samle den forhåndenværende viden, så der foreligger et objektivt overblik, der kan arbejdes videre med.

 - Vi har bevidst truffet en række valg i forbindelse med hvidbogen. For det første har vi koncentreret os om talbaseret økonomisk viden og mindre om fx arkitektoniske forhold. For det andet har vi ikke ønsket at komme med endelige konklusioner, fordi hvidbogen ikke skal være et partsindlæg, men derimod fremlæggelse af et vidensoverblik. Det er hermed givet, og så er der ellers frit slag for at bruge af den viden, siger Henrik L. Bang.

Parterne bag hvidbogen

Det er Bygherreforeningen og Grundejernes Investeringsfond, der har bestilt udarbejdelsen af hvidbogen. De to parter står endvidere bag initiativet ’Renovering på dagsorden’, der har som formål at øge interessen såvel i byggebranchen som politisk for renovering.