Fuld valuta fra samme side af forhandlingsbordet

Målet er at etablere en økonomistyring med bred accept og bygge i en samarbejdsmodel, WR Entreprise kalder "bygmestermodellen"

Med en omsætning på knap kr. 300 mio. er WR Entreprise ikke blandt de største entreprenører herhjemme. Men målt på indtjeningen ser det anderledes ud

I byggeriets direktørkontorer høres ikke så sjældent opfindsomme tilføjelser til byggepladsens ordbog: Lean, omvendt licitation, partnering er bare nogle af dem. Alle har det samme formål: At bygge bedre uden, at det koster mere. Helst skal det koste mindre.

- Men hvorfor gøre det sværere, end det er, spørger direktør for WR Entreprise A/S, Willy Rasmussen? Det handler om at bygge med faste, stabile underentreprenører, at kende priserne og at styre logistik og plads. De fordele, som opnås efter den opskrift, skal ikke bare gavne os, men lige så meget vores bygherre. Entreprenør og bygherre sidder på samme side af bordet med samme interesse, forklarer Willy Rasmussen. Han understreger, at den interesse ikke er at presse priserne i bund; hvor det fører hen, har mange konkurser allerede bevist.

- Målsætningen er at etablere en økonomistyring, som alle kan acceptere – også underentreprenørerne – og at bygge med få eller ingen fejl og mangler, erklærer Willy Rasmussen., som har døbt sin samarbejdsform ‘bygmester-modellen’. At den virker synes demonstreret af imponerende referenceliste med loyale kunder, der gennem 18 år har haft deres plads på bygmesterens kontaktliste: ATP, PBU Pension, C.W Obel, De Forenede Ejendomsselskaber, Mikael Goldschmidt m.fl.

Aktuelt har WR Entreprise praktiseret sin bygmestermodel på et par opsigtsvækkende renoveringssager: 150 boliger for Saxo Properties (nu Aberdeen Properties) i Lyngby Søpark og en mindre, men prominent sag for Goldschmidt Ejendomme på Grønningen 15 i København K.

I en hovedentreprise til kr. 15 mio. renoverede WR Entreprise her ‘Trekronergården’, en ejendom til blandet erhverv og bolig. En renovering af taget førte til etableringen af nye boliger, først to og efter ejendommens ejerskifte til Goldschmidt Ejendomme yderligere to boliger under det nyrenoverede tag.

Gode til dialog

- Når vi får den type sager, beskriver bygherren opgaven og anfører en beløbsramme til rådighed. Derefter er det op til os at sige ja eller nej – meget simpelt, egentlig, forklarer Willy Rasmussen.

I Lyngby Søpark skulle WR Entreprise forsyne de i alt otte boligblokke med nye tagkonstruktioner og nye tegltage, efterisolere samtlige facader med 100 mm isolering, afsluttet med puds, skifte alle vinduer og døre til nye træ-alu løsninger, forsyne ejendommene med nye tagrender og nedløb samt renovere alle ejendommenes altaner. Pris: 32 mio. kr.

På Grønningen såvel som i Lyngby gjaldt det, at arbejdet skulle udføres i ejendomme i drift og med fornødent hensyn til beboerne.

- Den nødvendige dialog i den anledning er vi derfor blevet rigtig gode til, lyder det fra Willy Rasmussen.

En åben økonomi og solidariteten med bygherren peger på, at årsregnskabets bundlinje kan blive en udfordring, når der skal tjenes penge?

Tværtimod, hævder Willy Rasmussen.

WR Entreprises omsætning var i seneste regnskabsår på kr. 295 mio. Det giver rigtigt nok ingen placering i toppen. Men målt på indtjeningsevnen, ser det hele anderledes ud.

- Her kan vi ikke bare måle os med de bedste. Vi kan overgå dem, kommer det stolt fra Willy Rasmussen.