Renover-prisen gik til skole i Ringkjøbing-Skjern

Parterne bag renoveringen af den gamle skole i Nr. Vium i Ringkøbing-Skjern Kommune kan kalde sig danmarksmestre i bygningsrenovering.

Parterne bag renoveringen af den gamle skole i Nr. Vium i Ringkøbing-Skjern Kommune kan kalde sig danmarksmestre i bygningsrenovering. Torsdag aften trak projektet nemlig det længste strå, da vinderen af RENOVER prisen blev kåret ved årets prisfest, der fandt sted på GAME Streetmekka i København V.

119 projekter blev indstillet, seks projekter blev nomineret, og til sidst løb projektet i Nr. Vium altså med sejren foran et stærkt felt af renoveringsprojekter fra hele landet.

Nr. Vium Skole er en centralskole fra 1960’erne, som i 2008 blev købt af en gruppe borgere, som har stået i spidsen for at få omdannet den gamle skole til et samlingspunkt i sognet med bl.a. en daginstitution, møde- og festlokaler samt idrætsfaciliteter.

– Projektet er et ganske rørende eksempel på, hvordan det er lykkedes at skabe et sted, hvor de lokale i området kan mødes. Samtidig er det prisværdigt, hvordan projektet på trods af en markant transformation stadig har bevaret den gamle skole som en bygning med historisk betydning for mange af de mennesker, der bor i området, siger Lars Axelsen, direktør i Grundejernes Investeringsfond.

Skolen i Nr. Vium var ikke det eneste renoveringsprojekt, der blev hyldet ved prisfesten torsdag aften. Den almene bebyggelse Nyt Rosenhøj i Viby ved Aarhus løb med titlen som Danmarks bedste almene renoveringsprojekt, da de vandt Jubilæumsprisen.

81 projekter var indstillet til Jubilæumsprisen, der blev uddelt for at markere RENOVER prisens femårs jubilæum og for at hylde og anerkende den almene sektors vigtige samfundsnytte rolle og betydning for hele byggebranchen.

Oprindeligt var alle blokke i Rosenhøj-bebyggelsen ens. De lå i samme retning og skabte en lukket og monoton stemning. Det er ændret med renoveringen, der har skabt gennemgange, og blokkene er blevet mindre bastante, hvilket har åbnet bebyggelsen ud mod den omkringliggende by.

– Nyt Rosenhøj er et fornemt eksempel på, hvor dygtig den almene sektor kan være til renovering. Især synes jeg, projektet skal prises for at lykkes med at skabe en helt ny helhed ud af bebyggelsen. Der har ikke blot været fokus på de enkelte bygninger, men på hvordan området skal fungere i sin nutidige bysammenhæng. Det, synes jeg, er rigtig flot løst, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Nr. Vium Skole er en af 25 vestjyske centraltypeskoler fra midten af 1960’erne. I 2008 blev skolen nedlagt og blev købt af en gruppe borgere, som har bevaret som en del af områdets historie og identitet. Skolen bruges som ramme for hverdags- og fritidslivet i sognet.

Delvis nedrivning har været en del af projektet, hvilket har skabt nye større rum og bedre adgang til omgivelserne og internt i bygningen. Samtidig har renoveringen skabt reducerede udgifter til opvarmning som følge af reduktioner i bygningsmassen, efterisolering og andre energivenlige tiltag.

”Landsbyen i Skolen” er et godt eksempel på, hvordan en bygning gennem renovering kan få helt nye funktioner og et nyt liv. Nr. Vium er ikke en egentlig landsby, men består af spredte bygninger i sognet, men efter renoveringen indeholder skolen nu de funktioner, der kunne have været i en landsby: blandt andet en daginstitution, SFO, møde- og festlokaler, idrætsfaciliteter. Alt i alt er bygningen efter renoveringen blevet omdrejningspunktet for det sociale liv i byen, hvor fritids- og foreningslivet finder sted.

Parter bag projektet 
Bygherre: Nr. Vium Sports- og Kulturcenter
Arkitekt: Erik Brandt Dam arkitekter ApS, Cornelius+Vöge
Ingeniør: Ingeniørgruppen Vestjylland
Farvesætning: Malene Bach