Davidsen Partnere på vej til overtagelse

Davidsen Partnere A/S vil sandsynligvis i dag blive overtaget af en større aktør i byggebranchen, oplyser konkursboets kurator

Det konkursramte entreprenørselskab Davisen Partnere A/S vil sandsynligvis i løbet af i dag blive overtaget af en større aktør i den danske byggebranche. Det oplyser konkursboets kurator, Henrik Steen Jensen, fra Holst Advokater i Århus.

På spørgsmålet om hvorvidt det er en anden dansk entreprenørvirksomhed, der er i færd med at overtage aktiviteterne i Davidsen Partnere, svarer Henrik Steen Pedersen, at det kan han ikke udtale sig konkret om, men at det naturligvis drejser sig om en større aktør inden for den danske byggebranche.

Davidsen Partnere A/S blev begæret konkurs lillejuleaften, da bestyrelsen erkendte, at firmaets egenkapital var væk. Begæringen kom, efter at virksomhedens hovedbankforbindelser havde afvist at forlænge de tillægsbevillinger, der udløb op til jul. Konkursdekretet blev afsagt af Skifteretten sidste mandag, og siden har kurator i samarbejde med nøglepersoner fra entreprenørvirksomheden arbejdet på at afhænde aktiviteterne for at redde de lokale arbejdspladser.

Det lykkedes dog selve nytårsdaftensdag at få afhændet gartnerafdelingen Davidsen Partnere til HedeDanmark A/S. Afdelingen med ni ansatte tager sig  af snerydning samt anlægs- og vedligeholdelsesopgaver inden for bl.a. haver og parker.

I begyndelsen af december nedjusterede Davidsen Partnere A/S sine forventninger til 2010 med 8 mio. kroner og forventer nu et underskud i niveauet 20 mio. kroner.

Davidsen Partner har hovedkontor i Fredericia samt afdelingskontorer i Esbjerg og Århus. Desuden omfatter virksomhedenden følgende datterselskaber:

DP Projektudvikling A/S i Fredericia, der indkøber og projektudvikler ejendomme, der gennemføres som totalentrepriser, Johan C. Nielsen A/S, entreprenørvirksomhed i Sønderborg samt DT Entreprise i Roskilde, der udfører betonarbejder i egenproduktion samt styringsopgaver i forbindelse med institutionsbyggeri, industribyggeri og domicilbyggeri.