Torvehallerne KBH
Butik : Nybyggeri december 2011
Tagdækket torveliv
Torvehallerne KBH
Frederiksborggade 21
1360 København K
Danmark
- Bygherre:
- Jeudan A/S
- Arkitekt:
- Arkitekturværkstedet ApS
- Totalentreprenør:
- Jeudan Servicepartner A/S
- Ingeniør:
- Ai-gruppen A/S
- Andre aktører:
- NCC Construction Danmark A/S, Jeld-Wen
- Areal:
- 10.500 kvm
- Byggesum:
- 85 mio. kr.
- Byggeperiode:
- februar 2010 - september 2011
Find andre byggerier på oversigtskortet
Enhver storby med selvrespekten i behold har et marked for fødevarer, gerne flere. Undtagen København, der har været markedsløs i et årti. Det er slut nu
Back to basics!
Det er efterhånden blevet et hyppigt anvendt låneord fra det angelsaksiske ligesom harddisk og chat. Betydningen er, at vi stiler mod at genopdage værdier fra en halvglemt fortid, da folk var ærlige, velopdragne, hensynsfulde, vedkommende og mødtes med fremstrakte hænder på markedspladsen.
For sådan en havde nemlig hver en by fra de mindste til de nationale hovedstæder. Især de sidste – og ofte flere. I halvandet århundrede var København ingen undtagelse med klenodier som fiskemarked ved Gl. Strand (til 1958), slagterboder ved Nikolaj Kirke (1810-1917) og senest grønt- og blomstertorv på Israels Plads bag Nørreport station, københavnernes lokale Campo di Fiori.
Men ved det forrige århundredes udløb var glansen gået af Sankt Gertrud. Travle borgere i velfærdens vækstsamfund kastede plasticpakkede gulerødder i kurven i Netto og Coop. Billigt, hurtigt. Snak var der ikke tid til, for kassekøen vrissede, om man ikke hummede sig.
Heldigvis har mennesket en pæn lang hukommelse, og vi er mange, som nu, da det nyeste fladskærms-TV er indkøbt, og køleskabet bugner af ugens tilbud, der begynder at længes efter noget, der var engang: Åbne oste, man kunne smage på og tale om, slagtere, som kendte forskel på nakke og kam, smagsprøver med ledsagende nærkontakt af alt det, der gør godt i både mave og sjæl.
Eller som frontkæmperen for Københavns Torvehaller, arkitekten Hans Peter Hagens har formuleret det: Mangfoldighed, høj kvalitet, rimelige priser og en grundlæggende respekt for vare og madkultur.
Ret fik han!
Om ikke andet så er Torvehallerne KBH – som navnet blev ved dåben 2. september 2011 – i hvert fald en opvisning i, hvordan man kan nå sine mål, hvis ihærdighed og udholdenhed doseres i rigelige mål: Hans Peter Hagens og hans tegnestue Arkitekturværkstedet ApS kæmpede for Torvehallerne i 14 år!
- Folk troede ikke på idéen til at begynde med og mente, den var forbeholdt varmere lande end vores. Men jeg kunne jo se, at det gik fint i Helsinki, Stockholm og Göteborg. Hvorfor så ikke her? Det spørgsmål stillede Hans Peter Hagens første gang i 1997. Siden skulle han komme til at gentage det mange, mange gange.
For nu at få ret.
Hans Peter Hagens har bevist, at København har brug for de torvehaller, som nu har slået de dobbelte døre og rulleporte op for det kulinariske marked årgang 2011. Ganske vist er Torvehallerne KBH inspireret af selve den romerske torvetradition med datering et par tusind år tilbage i civilisationens historie; men nu præsenterer de sig i den moderne version med tilpas overdækning og dog masser af åbenhed: 80 stadepladser inde, 40 ude.
Køb magasinet med denne artikel
Denne artikel er oprindeligt publiceret i magasinet Byggeplads.dk 2011 nr. 4.
Vi har stadig nogle få eksemplarer af Byggeplads.dk 2011 nr. 4 tilbage.










