Støvsuger beskytter håndværkere mod PCB

En særligt udviklet støvsuger gør det muligt at indkapsle PCB-støv og dampe, fra det fjernes til det transporteres til destruktion på Kommunekemi

Håndværkere bør tage deres forholdsregler i forhold til det sundhedsfarlige PCB, men rigtig mange er i tvivl om, hvordan de håndterer stoffet. Derfor er værktøjsspecialisten Andersen & Nielsen nu klar med en løsning, der gør det nemt og sikkert for fagfolk at tage hånd om problemet. 

- PCB findes typisk i fugemassen og er sundhedsfarligt at røre ved og indånde. Derfor er det en farlig opgave for håndværkerne, når en bygning skal renoveres eller rives ned. Samtidig vandrer PCB gennem for eksempel plastik, og det gør stoffet meget svært at håndtere også efter nedrivning, forklarer Richard Juul, udviklingskonsulent hos Andersen & Nielsen.

Derfor har virksomheden udviklet en såkaldt PCB-støvsuger, der som den eneste på markedet giver nedrivningsfirmaer og håndværkere mulighed for at indkapsle PCB-støv og dampe, fra det fjernes i en bygning og til det transporteres til destruktion på Kommunekemi.

Reducerer kontakten med PCB

Støvsugeren fra Andersen & Nielsen har en forseparator, hvor større stykker PCB-inficeret byggeaffald havner. Resten af støvet sætter sig i et filtersæt, der dog ikke kan dæmme op for PCB-dampene. De skal i stedet fanges af filtre med aktivt kul, og den proces foregår i den tilhørende kulvogn. Når luften er renset med kul, ledes den ud igen.

- Det PCB-holdige byggeaffald ender i en transportbeholder i metal. Herefter er det blot at forsegle beholderen og sende den til Kommunekemi sammen med de brugte filtre. På den måde kan håndværkerne minimere kontakten med PCB, mens miljøet bliver skånet, fordi affaldet opbevares i en beholder, hvor det ikke kan fordampe igennem, forklarer Richard Juul.

PCB blev forbudt i 1976, men inden da blev cirka en million privatboliger opført med PCB i fugemassen. Dertil kommer erhvervsbygninger, offentligt byggeri og etagebygninger. I øjeblikket er der ingen klare regler for håndtering af PCB, men regeringen arbejder på en handlingsplan, som bliver præsenteret i løbet af 2011.