Glasset er parat inden for 24 timer

Glaseksperten lancerer ekspresfremstilling, hvor glasset kan produceres og afhentes i løbet af bare et døgn

Forsinkede tidsplaner og knuste glas er ikke ualmindelige fænomener i forbindelse med et byggeri, når glasset skal monteres på facaderne og altanerne udenfor eller sættes op som skillevægge inde i bygningen lige op til levering og ibrugtagning.

 I den forbindelse kan bygherre og entreprenør hurtigt få svedige håndflader og ledt tankerne hen på dagsbøder og skuffede miner, og de vil gøre alt, hvad de kan, for at finde en løsning.

Dyre forsinkelser

Sådan en løsning kommer Glaseksperten nu med i form af Glas Ekspres, der sørger for, at hærdet lamineret glas bliver produceret i løbet af blot 48 timer fra bestilling til afhentning, mens det for hærdet glas og termoruder blot tager 24 timer.

Det er op mod en femtedel af den tid, det normalt tager at fremstille glasset, og ifølge intern salgschef i Glaseksperten, Michael Nielsen, er der da også tale om en ekstraordinær løsning:

- Forsinkelser er dyre, og med vores nye ekspresproduktion kan vi spare dyrebar ventetid og dermed minimere omkostningerne. Det skaber tryghed for vores kunder, når de ved, at vi altid står klar til at levere et nyt glas lynhurtigt, hvis uheldet skulle være ude, eller der sker noget uforudset. På den måde er vi i stand til at hjælpe kunderne med at holde, hvad de lover, siger han.

God nødløsning

En af dem, der ser frem til Glasekspertens nye koncept, er Kåre Jørgensen fra Sydjysk Glas i Sønderjylland, som tilbyder et stort udbud af glasløsninger til private og erhverv.

- Vi ser virkelig frem til at bruge konceptet. Vi har tidligere stået i flere situationer, hvor vi har måttet ty til uhensigtsmæssige alternative løsninger for at kunne levere til tiden, og her kunne vi virkelig godt have benyttet os af ekspresfremstilling, som Glaseksperten nu tilbyder.

Det er selvfølgelig en nødløsning, men det er en nødløsning, som er rigtig god at have, når det virkelig brænder på – og det gør det jo bare ofte i byggebranchen, siger han.

 Glasset afhentes som udgangspunkt på Glasekspertens fabrik, men kan efter aftale fragtes til det ønskede sted, oplyser Glaseksperten.