Emaljeret glas i stort format

Efter investering i et nyt produktionsanlæg kan Glaseksperten nu producere hærdet emaljeret glas i størrelser helt op til 2,4 x 4,6 meter

Investeringen i et nyt anlæg til produktion af hærdet emaljeret glas gør Glaseksperten i stand til at fremstille standardstørrelser på hele 2,4 x 4,6 meter. De nye store glaspartier bliver branchens største danskproducerede hærdet emaljeret glas, og Glaseksperten er tilfreds med at kunne tilbyde denne type løsninger øget fleksibilitet og kvalitet til følge:

– Vi ser, at tendensen går mod større og større glas- og vinduespartier på grund af det rene og elegante udtryk, som passer godt til den rene nordiske arkitektur. Efterspørgslen efter de helt store størrelser er stigende i Danmark, og det glæder os derfor at kunne tilbyde markedets største danskproduceret hærdet emaljeret glas, siger Christian Larsen, som er CEO hos Glaseksperten.

Hærdet emaljeret glas er malet glas, som kan anvendes både inde og ude til facader, vægbeklædning og dekoration. Herunder kan det anvendes som etageadskillelse, afskærmning samt ved brystningspartier, fyldninger og termoruder.

– Den malede glastype giver mange spændende muligheder for at skabe en individuel og kreativ facadeløsning med et æstetisk udtryk, forklarer Jesper Hønning, der er salgschef hos Glaseksperten.

Den keramiske maling, som hverken indeholder bly eller andre tungmetaller, påføres automatisk i et jævnt lag, hvorefter den ved hjælp af varme hærdes ind i glassets overflade. I kombination med den nyeste teknologi på linjen sikrer processen en ensartet farve på hele glasset og minimerer desuden de såkaldte pinholes og lysgennemtrængning.

Specialiseret i store størrelser

Glaseksperten har i løbet af de senere år specialiseret sig i de helt store glasløsninger, som bliver produceret på virksomhedens egen fabrik i Hjørring. Her har virksomheden for nylig investeret mere end 100 millioner kroner i en udvidelse af fabrikkens produktionsareal, hvilket skal være med til at fordoble kapaciteten og sikre produktion af blandt andet store glaspartier.

I Hjørring-produktionen foregår alt under ét tag, og her bliver der blandt andet også produceret Danmarks største termoruder i ekstra store størrelser op imod 3,21 x 6 meter, hvilket også har stor betydning for termorudeløsninger hvori hærdet emaljeret glas indgår. Ifølge Jesper Hønning, er glaspartier i de helt store størrelser særligt relevante for et bestemt segment:

– De store glaspartier og termoruder sikrer rolige flader og rene linjer uden forstyrrende opbrud, hvilket især er en fordel i store erhvervs- og institutionsbygninger. Store ruder og glaspartier med hærdet emaljeret glas kan således med fordel anvendes i kombination til facader, hvor man vil opnå et gennemført og stilrent udtryk, siger Jesper Hønning.

Glasekspertens hærdede emaljerede glas kan ved specialforespørgsler desuden fremstilles i endnu større størrelser på op til 2,6 x 6 meter.

Foto: Hærdet emaljeret glas kan anvendes både inde og ude til facader, vægbeklædning og dekoration.