Badegæster bruger mindre energi

Svømmehallen i Fåborg har sit på det tørre – i hvert fald energimæssigt. Aludan har udført energirenovering af alu- og glaspartier og dermed reduceret U-værdien fra 2,1 til 0,9 W/m2K

Gennem 40 år har byggebranchen kunnet trække på Aludan A/S’ specialviden om valg af glastyper, dimensionering og konstruktion i aluminiumprofiler. Det har Faaborg-Midtfyns Kommune blandt andet benyttet sig af, da svømmehallen i Fåborg skulle energirenoveres.
De eksisterende alu-partier, skrålys og glas var fra 1996. Trods en relativ ung alder var materialer og visse konstruktioner overhalet indenom af den tekniske udvikling. U-værdien var dårlig med et stort varmetab til følge.
Direktør Jesper Frosthom fra Aludan forklarer:
- Vi tog alt glas i et stort gavlparti ud, hvorefter vi skiftede isolator og monterede nyt 3-lags lavenergiglas. Det vil mindske varmetabet og kuldenedfaldet om vinteren i det store gavlparti. Det eksisterende gavlparti havde en samlet U-værdi på 2,1 W/m2K, så ved at udskifte glas og isolator kom vi ned på en samlet U-værdi på 0,9 W/m2K. Det er en væsentlig forbedring, og svømmehallen forventer derfor en tilsvarende betydelig varmebesparelse, ligesom indeklimaet i svømmehallen har fået et kraftigt løft.
Aludan skiftede også de eksisterende skrålys til nye skrålys med en betydelig bedre isolering end de gamle. Her er U-værdien også ændret i samme størrelsesorden som for gavlpartiet.
- Vi oplever generelt, at ældre alu-facader med fordel kan energirenoveres ved blot at udskifte isolator og montere energirigtigt glas. Samtidig er der mange muligheder for at energirenovere selve alu-konstruktionen og ændre facadens udtryk og derved få en arkitektonisk sidegevinst, fortæller Jesper Frostholm.
Han vurderer, at en renovering – afhængig af størrelsen – er tjent hjem på blot fem-seks år. Derefter er besparelsen på varmebudgettet og energirenoveringen med til at lune i mere end en forstand.