Huldæk har Danmarks laveste CO2 aftryk

Spæncom A/S har introduceret huldæk med op til 31 procent mindre CO2-aftryk end branchestandarden

-Vores produktions- og laboratorieteknikere har optimeret måden, vi producerer huldæk på, så de nu er klart de mest bæredygtige på det danske marked. Det flugter helt med vores ambition om at producere betonelementer med markedets laveste klimaaftryk," fortæller Morten Erikstrup, der er salgsdirektør i Spæncom A/S.

Spæncom leverer de nye etagedæk - de såkaldte huldæk - i både 18, 22, 27, 32 og 40 centimeters tykkelse. De honorerer ikke kun kravene i Green Spine Line - den interne bæredygtigheds-certificeringsordning i Consolis Gruppen, som Spæncom er en del af. En sammenligning med branchestandarden, som fremgår af Dansk Betons miljøvaredeklarationer - de såkaldte branche-EPD`er – dokumenterer samtidig, at Spæncoms nye etagedæk har et CO2-aftryk, der er op til 31 procent mindre end branchestandarden – CO2-aftrykket varierer afhængig af huldækkenes størrelse og produktionssted.

Cementindholdet minimeres

Et huldæk er den betonkonstruktion, der udgør henholdsvis gulv og loft mellem etagerne i en bygning. Spæncom har reduceret huldækkenes CO2-aftryk ved at erstatte en del af cementen med alternative fyldstoffer. Morten Erikstrup betoner, at den nye produktionsmetode ikke har ændret ved huldækkenes holdbarhed:

"Vores huldæk er ikke kun markedets mindst CO2-belastende - de har præcis de samme kvaliteter og styrker som de traditionelt producerede. Vi er specielt glade for, at vi har reduceret CO2 aftrykket så kraftigt på vores huldæk, da etagedækket oftest er den bygningsdel, der har den største indvirkning på byggeriets samlede klimapåvirkning."

Nye lovkrav

Fra årsskiftet trådte de nye, nationale regler, i kraft, hvilket betyder, at et nybyggeri maksimalt må belaste miljøet med 12 kilo CO2-udledning per kvadratmeter per år. Kravet strammes løbende i de kommende år, så CO2-belastningen maksimalt må være ni kilo per kvadratmeter per år i 2027.

Fra januar 2023 kræver bygningsreglementet ligeledes, at der skal udarbejdes livscyklusanalyse for alt nybyggeri - det vil sige en analyse af det totale CO2-aftryk i byggeriets levetid.

Morten Erikstrup tror på, at de nye regler vil øge efterspørgslen efter Spæncoms nye etagedæk:

"Vi mærker tydeligt på både bygherrer, arkitekter og de rådgivende ingeniører, at de er meget bevidste om de nye grænser for nybyggeriers CO2-aftryk, så vi føler os overbeviste om, at der vil være stor interesse for huldæk med markedets laveste klimaaftryk."

Yderligere CO2-reduktion

Spæncoms salgsdirektør understreger, at virksomheden langt fra er i mål med at reducere huldækkens klimabelastning:

"Vi arbejder løbende med at reducere vores betonelementers CO2-aftryk, og derfor fokuserer vi også målrettet på at mindske huldækkenes CO2-udledning yderligere. Det sker blandt andet via optimering af energiforbrug, design og produktionsmetode. Spæncom har i over 75 år sat standarden for dansk betonelementbyggeri med vores vilje og evne til udvikling af nyskabende løsninger - vores nye huldæk er endnu et udtryk for den ambition."

Billede:Salgsdirektør Morten Erikstrup på lagerpladsen i Spæncoms afdeling i Vemmelev ved de nye huldæk med væsentlig lavere CO2-aftryk end branchestandarden.

Læs mere om betonbyggeri på Byggeplads.dk