Digital markedsplads til genbrug af byggemateriale

Hvert år bliver der solgt for 100 mia. kr. byggematerialer herhjemme, men under 1 pct. er genbrugte byggematerialer

Hvert år bliver der solgt for 100 mia. kr. byggematerialer herhjemme, men under 1 pct. er genbrugte byggematerialer. Det er et problem for klimaet. GreenDozer er Danmarks første markedsplads, der sætter strøm til genbrugte byggematerialer og overskudsvarer, som i dag ofte ender som skrot.

I fremtiden skal bygninger kunne skilles ad, og byggematerialer skal bruges igen. Det er nødvendigt, når Danmark skal nå de ambitiøse klimamål, som er lige rundt om hjørnet. Imidlertid er der lang vej hjem. Byggebranchen udleder nemlig omkring 40 procent af den samlede CO2-udledning herhjemme, og en tredjedel af den udledning stammer direkte fra produktionen af byggematerialer og opførelse af bygninger.

Fra skot til bygninger

Som det er nu, bliver mange byggematerialer til skot frem for at blive brugt. Hvert år kommer der alene fra byggeriet 5 millioner tons byggeaffald, hvor en stor del af det kunne genbruges i nyt byggeri. Oveni kan lægges helt nye varer, som grossister, byggemarkeder og producenter af en lang række årsager har for mange af på lager. Begge dele ender nemt som skrot frem for at gøre gavn i byggeriet.

”Efterspørgslen er enorm efter brugte byggematerialer og overskudsvarer. Men de har ikke været til at få fat i for arkitekter og andre, da byggebranchen stort set er analog med hensyn til at købe og sælge disse varer. Hvis vi skal professionalisere markedet og dermed løfte det fra hobbyniveauet og op på den store skala, hvor byggebranchen og offentlige aktører skal bruge genbrugte materialer i stor stil, så skal alt digitaliseres,” siger Jan Rohde. Han er stifter af den digitale markedsplads GreenDozer.

Arkitekter vil nedsætte klimaaftryk

Inden for brugte byggematerialer er det fx gulve, vinduer og døre, man kan putte i den digitale indkøbskurv hos GreenDozer. Med hensyn til overskudsvarer, så er det fx helt nye el- og vvs-artikler som lamper, vakse eller vandhaner, som intet fejler, men blot er i overskud hos en grossist, byggemarked eller producent. 

”Vi har gennem flere år arbejdet for at genbruge og upcycle byggematerialer i mange af vores projekter, fordi byggeriet står for et meget stort klimaaftryk. Det er vi nødt til at handle på. Men de brugte materialer har været svære at finde i større mængder. Derfor er GreenDozer spot on og ’falder’ på et tørt, grønt sted. Vi har ganske enkelt manglet et sted, hvor vi kunne sende entreprenører og bygherrer på indkøb, når de skulle skaffe genbrugte materialer til et kommende byggeri,” siger Mette Nymann, som er arkitekt og partner i Loop Architects. 

Og behovet for at genbruge byggematerialer i byggeriet er stort. Ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører vil der de næste 40 år blive bygget lige så meget, som der hidtil er bygget gennem hele menneskehedens historie.

”Det kræver byggematerialer på et niveau som planeten ikke kan levere, og en afledt CO2 udledning som samme planet ikke kan absorbere. Derfor er det nødvendigt at industrialisere og digitalisere brugen af genbrugte byggematerialer på lige fod med de nye,” siger Jan Rohde.  

Stor efterspørgsel efter brugte byggematerialer

Allerede nu stiger efterspørgslen efter brugte byggematerialer dag for dag. Det mærker en af Danmarks største nedbrydningsvirksomheder, P. Olesen.

”Det er sund fornuft – hele vejen rundt – at genbruge mange flere byggematerialer. Det er alle stort set enige i. Men indtil nu er der blevet genbrugt meget få materialer, fordi der har manglet en stærk digital markedsplads med et udbud af brugte byggematerialer, der passer til byggeriets behov. Vores mål er, at det skal være lige så nemt at sælge og købe genbrugte byggematerialer på nettet, som det er købe en sweater eller nye kabler,” fortæller direktør Henrik Olesen, som er tredje generation i nedbrydningsvirksomheden P. Olesen.

Nedbrydningsvirksomheden har på den baggrund købt sig ind i GreenDozer sammen med andre investorer, der ønsker at sætte fart under den grønne omstilling i byggeriet.

Milliarder i brugte byggematerialer

Hos GreenDozer forventer stifter Jan Rohde, at markedet for brugte byggematerialer, der bliver handlet online, vil være i milliardklassen inden for få år.

”Vi oplever en massiv interesse for – og nødvendighed af – at få vekslet en stor del af det meget store forbrug af nye byggematerialer til genbrugte materialer. Det mærker vi fra byggebranchen selv og i høj grad også fra deres kunder og rådgivere og ikke mindst arkitekter. Eksempelvis vil det i stigende grad blive et krav fra offentlige kunder, at der indgår brugte byggematerialer i nye byggerier eller renoveringsprojekter. Vi oplever også et stort ønske om bæredygtigt byggeri fra pensionsselskaberne, som investerer milliarder af danskernes pensionsmidler i mursten,” siger Jan Rohde.