Nyt plejecenter i Albertslund

I dag blev første spadestik på etape 3 af Albertshøj taget - et moderne demens- og plejecenter

I dag blev første spadestik på etape 3 af Albertshøj taget. Dermed tager udviklingen af fremtidens Albertslund endnu et spring fremad, når det moderne demens- og plejecenter tager form.

Albertshøj er Albertslunds nye område, med fokus på ældre og demente. Området indeholder plejecenter og ældreboliger, samt indkøbsmuligheder på gadeniveau. Området er beliggende langs Albertslundvej. Den tredje og sidste etape, som skal opføres af CASA, bygges på hjørnet af netop Albertslundvej og Vognporten, lige ved stationen.

Det samlede byggeri vil rumme 36 boliger særligt indrettet til demente på niveau 3-5. I niveau 6-10 vil der komme 20 flere ældreboliger. I niveau 2 vil der være kontormiljø og i niveau et – altså stueetagen – vil der komme et nyt butiksområde.

I sin tale til fejringen af første spadestik på byggeriet, sagde borgmester Steen Christiansen:

” Når vi nu er samlet i dag, er det for at markere et nyt kapitel i Albertslunds historie. Et kapitel, som skal være med til at gøre os parate til fremtiden. Vi bygger med andre ord videre på det velfærdshjørne i byen, som vi i 2013 tog første spadestik til og som vi indviede i slutningen af 2015 med Albertshøj og Sundhedshuset”.

Plads til det gode liv

Det moderne og fleksible byggeri med inddragelse af klimavenlige og sundhedsteknologiske løsninger opføres ud fra Albertslund Kommunes vision om, at ”Livet skal leves – hele livet”. I denne forbindelse, med demens i fokus, gøres det blandt andet med genkendelighed og ved at etablere et identitetsskabende miljø, for beboerne.

Der bliver sørget for masser af muligheder for fællesskaber og mangfoldighed, mens men skaber rammer med adgang til natur. Det sidstnævnte er med at sørge for stimuli og sanseoplevelser.

”I CASA har vi altid sat mennesker før mursten. Albertslunds kommunes visioner for det gode liv, livet igennem, rammer med andre ord lige i hjertet på vores vigtigste værdi. Vi er derfor meget glade for den tillid Albertslund kommune har vist os ved at tildele os opgaven, og vi ser frem til at skabe et dejligt hjem og gode arbejdspladser for Albertslund-borgerne”, sagde Claus Møller, Direktør Nybyg Øst, CASA A/S.

Borgmesteren sluttede sin tale af med at understrege, at færdiggørelsen af sidste etape af Albertshøj er et lysende eksempel på den rivende udvikling Albertslund er i gang med. Projektet står efter planen klar i slutningen af 2022.

 

Fakta:

Omfang: 7.500 m2 / 56 boliger

Byggeperiode: 08.06.2021 - 30.11.2022

Bygherre: Albertslund Kommune

Arkitekt: Entasis A/S

Landskabsarkitekt: Lassen Landskab A/S

Ingeniør: Oluf Jørgensen