Rubow Arkitekter bliver en del af Norconsult

Den tværfaglige rådgivningskoncern Norconsult overtager Rubow arkitekter - tegnestuen beholder sit navn

Den tværfaglige rådgivningskoncern Norconsult overtager RUBOW arkitekter og styrker dermed samarbejdet mellem ingeniører og arkitekter. Hvis vi vil realisere de bedste byggeprojekter og være førende inden for integreret design i en branche, der er mere kompleks end nogensinde før, så kræver det et tæt samspil mellem fagligheder, lyder det fra adm. direktør Thomas Bolding Rasmussen.

Nutidens komplekse byggeprojekter når bedst i mål, når arkitekter og ingeniører arbejder tæt sammen i projekternes indledende faser. Det har længe været opskriften på Norconsults tilgang til markedet, der nu styrker selv samme fremgangsmåde ved at opkøbe RUBOW arkitekter. Den københavnske tegnstue, der også har kontor i Aarhus, er blandt branchens førende inden for velfærdsarkitektur, og deres kompetencer er særligt efterspurgt inden for bl.a. alment og offentligt byggeri samt landskabsarkitektur.

    Tegnestuen beholder navnet RUBOW arkitekter, og de ca. 100 medarbejdere bliver en del af Norconsult-koncernen. Med tilførslen af de nye kollegaer i Norconsult bliver fordelingen mellem arkitekter og ingeniører stort set ligelig, og det glæder adm. direktør i Norconsult Thomas Bolding Rasmussen.

- Med opkøbet styrker vi vores strategi om at levere helhedsorienterede løsninger, hvor arkitekter og ingeniører arbejder tæt sammen. Vi får nogle af de dygtigste arkitekter på markedet med ombord, og jeg er sikker på, at det vil skabe nogle positive synergier i koncernen og samtidig understøtte vores ambitioner om integreret design. Vi stræber efter at være de bedste inden for totalrådgivning, og opkøbet er et skridt i den rigtige retning, siger Thomas Bolding Rasmussen.

Efter opkøbet vil Norconsult råde over 170 arkitekter i Danmark og bliver dermed blandt de største arkitektvirksomheder herhjemme.

- Opkøbet betyder, at vi rykker op i den øverste liga i arkitektbranchen. Jeg er sikker på, at det vil styrke os internt og samtidig give vores bygherrer merværdi i form høj arkitektonisk kreativitet og kvalitet, siger Thomas Bolding Rasmussen.

Om overtagelsen udtaler koncernchef i Norconsult:

- Danmark er et vigtigt marked for Norconsult. Med de dygtige medarbejdere fra RUBOW arkitekter styrker vi os ikke blot i Danmark, men i hele Norden. Dette vil skabe positive synergier i hele koncernen, og opkøbet er helt i tråd med vores strategi om at udvide vores nordiske fodaftryk. Vi ser frem til at følge udviklingen yderligere, siger Egil Hogna, der er koncernchef i Norconsults norske moderkoncern.

Tættere samarbejde

Driften af Rubow arkitekter vil langt hen ad vejen fortsætte som før, men virksomheden vil fremadrettet inddrage ingeniørerne langt tidligere i udviklingen af projekterne. Ifølge de tre partnere og direktører i RUBOW arkitekter Lars Bo Lindblad, Lars Hetland og Susanne Hansen vil samarbejdet med Norconsults arkitekter og ingeniører give et større rum til kreativ udfoldelse og faglig udvikling.

- Vi er rigtig glade for at Rubow arkitekter bliver en del af en udviklingsorienteret, skandinavisk rådgivningsvirksomhed. Vi ser ind i en fremtidig vækst, hvor også kompleksiteten og kravene til bæredygtighed og helhedsorienterede løsninger i vores branche øges gevaldigt. Med Norconsult kan vi blive klogere sammen, da det tætte samspil tidligt i projekterne vil sikre nogle meget stærkere og værdifulde arbejdsprocesser, der vil styrke kvaliteten i vores projekter. Vi stræber efter at skabe rammer, hvor mennesker trives, og at vi gennem vores arkitektur bliver en katalysator for en bæredygtig samfundsudvikling. Det kan vi sammen med Norconsult, siger Lars Bo Lindblad, og tilføjer:   

- Derudover betragter vi det som en stor styrke, at vi træder ind i en 100 pct. medarbejderejet koncern. Jeg tror på, at det har stor betydning for det personlige engagement og evnen til at levere flotte resultater, at virksomheden man arbejder i, er ejet af medarbejderne selv. 

Lars Bo Lindblad, Lars Hetland og Susanne Hansen fortsætter som partnere og direktører i virksomheden sammen med den øvrige ledelse. RUBOW arkitekter vil fortsat have kontor i Skt. Annæ Passage i København og i Fredensgade i Aarhus.