C.F. Møller Architects vinder førstepræmien om Hospitalscampus

C.F. Møller Architects og HENN vinder førstepræmien i konkurrencen om den nye Grosshadern LMU Hospitalscampus i Bayern - med juryens enstemmige afgørelse

C.F. Møller Architects og HENN vinder førstepræmien i konkurrencen om den nye Grosshadern LMU Hospitalscampus, med juryens enstemmige afgørelse, i konkurrence med 17 andre internationale teams. Den nye campus transformerer de eksisterende sygehusstrukturer fuldstændigt, og skaber et grønt, tilgængeligt og venligt miljø til fremtidssikker medicinsk behandling, forskning og undervisning.

"Juryens enstemmige beslutning for HENNs og CF Møller Architects forslag understreger projektets kvalitet. Designet lever til fulde op til de høje forventninger med hensyn til funktionalitet, etapevis realisering, samt økonomisk og teknisk gennemførlighed. Projektets struktur er robust og rummelig nok til at muliggøre fremtidige justeringer og videreudvikling uden at miste det grundlæggende koncept. Samtidig lykkes designet i sin ydre og indre udformning, og de valgte farve- og materialekoncepter med at leve op til patienternes, de besøgendes og personalets behov for en behagelig og menneskelig atmosfære" udtaler Markus Hammes, arkitekt BDA (det tyske arkitektforbund) og formand for juryen.

Bayerns største offentlige byggeprojekt

Grosshadern Campus er en del af Ludwig Maximilian Universitetshospital (LMU), et af de førende nationale og internationale medicinske centre. De nye bygninger består af i alt seks nye kliniske centre og er det største offentlige byggeprojekt i Bayern siden det eksisterende hospital blev opført i 1960'erne/70'erne. Arkitektkonkurrencen omfattede det første byggeafsnit af det samlede kompleks, herunder realiseringen af tre centre, det kardiopulmonale vaskulære center, det onkologiske center og det nye diagnostiske center, der skal bygges på et bruttoeetageareal på i alt omkring 140.000 m². Denne indledende konstruktionsfase vil udgøre omkring 60 procent af den samlede byggevolumen for det nye hospital og vil blive finansieret af staten Bayern med omkring en milliard euro. Et abdominal-, bækken- og transplantationscenter, et hovedcenter og et muskuloskeletalt center samt yderligere faciliteter til forskning, undervisning og logistik vil blive bygget i de efterfølgende byggetrin.

"Vi er meget stolte over at være blevet udråbt som det vindende team, og vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde med HENN og resten af teamet samt LMU for at realisere et byggeri og en campus, der imødekommer de strukturelle behov for fremtidens universitetshospital og samtidig forbedrer den bymæssige sammenhæng baseret på Healing Architecture-principper og ved at sætte mennesket i centrum,” siger Klavs Hyttel, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.