Danmarks første svanemærkede ældreboliger

Den gamle gartnerigrund på Skjeberg Allé i Høje-Taastrup kan nu bryste sig af at huse landets første svanemærkede ældreboliger

Den gamle gartnerigrund på Skjeberg Allé i Høje-Taastrup kan nu bryste sig af at huse landets første svanemærkede ældreboliger, som modulproducenten Scandi Byg netop er ved at færdiggøre. Her har visionen været at skabe et bæredygtigt byggeri med indbydende arkitektur.

30 nye ældreboliger kaldet ”Gartnergården” står inden længe klar til, at de første beboere kan flytte ind på den gamle gartnerigrund, der udover at have lagt navn til de spritnye ældreboliger også har været inspirationskilde til de smukke uderum med et væld af frugttræer og bærbuske.

Det er boligselskabet AKB, Taastrup og KAB, der i samarbejde med Scandi Byg som delegeret bygherre står bag projektet. Sammen har parterne haft en ambition om at opføre et byggeri ud fra så bæredygtige principper som muligt og samtidig skabe et indbydende miljø for de ældre:

- Det er en stor milepæl for os og byggebranchen, at landets første svanemærkede ældreboliger netop er bygget. Det er et vigtigt skridt på vejen til et mere bæredygtigt byggeri, og hos Scandi Byg går vi gerne forrest, så beboerne kan få et sundt byggeri, samtidig med at de får rammer, der styrker det sociale fællesskab, siger projektleder i Scandi Byg Paul Donhou.

Gartnergården er bygget som modulbyggeri og består af fire boligblokke i to og tre etager, der rummer de 30 ældreboliger på 64-84 kvadratmeter. Modulerne er bygget i Scandi Bygs produktionshal i Løgstør, hvorefter de er hejst ind på grunden i Høje-Taastrup. Foruden den bæredygtige byggemetode, fortæller Marianne Sejerbo, der er projektleder i KAB, at modulerne skaber en spændende arkitektur med gode udfoldelsesmuligheder:

- Scandi Byg har sammen med Tranberg Arkitekter skabt et virkelig spændende byggeri. Modulerne er nemlig blevet placeret forskudt, så der opstår fremspring og forskellige niveauer, der kan bruges som altaner. Derudover er der ved hjælp af modulernes placering blevet skabt et livligt gårdmiljø. Det er i særdeleshed et kvalitetsbyggeri, der indbyder til mange hyggelige stunder for de ældre.

Udover modulernes placering er der lagt ekstra vægt på at gøre Gartnergårdens facader indbydende. De er derfor beklædt med en særlig skiferbeklædning kaldet Autumn-skifer:

- Facaderne er beklædt med en unik Autumn-skifer fra Sydamerika, der indeholder en masse mineraler, som afgiver et særligt farvespil, der sammen med facadernes træ skaber et varmt udtryk. Det er uden tvivl et af de flotteste byggerier, jeg har set, og som takket være den unikke skifer blot vil blive smukkere med årene, siger Paul Donhou.

Scandi Byg er netop ved at færdiggøre byggeriet, og de nye beboere kan flytte ind 1. februar 2021.