Rambøll Fonden er den primære ejer af den førende internationale ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed Rambøll A/S.
Robert Arpe (66 år) bliver formand for Rambøll Fonden efter Flemming Bligaard Pedersen, som har været formand siden 2014. Robert Arpe kender virksomheden bedre end de fleste. Han har været i virksomheden i næsten 40 år og administrerende direktør for Rambøll Danmark og Rambøll UK. Siden 2018 har Robert Arpe også været bestyrelsesmedlem i Rambøll Fonden.
Robert Arpe ser frem til opgaverne som formand for Rambøll Fonden:
»Rambøll Fonden skal sikre en langsigtet og kontinuerlig udvikling af Rambøll. Vi holder tæt kontakt til bestyrelsen og fokuserer specielt på at holde firmaets høje etiske og faglige standarder. Fonden uddeler også bidrag til såvel forskning som almennyttige formål. Jeg glæder mig nu utroligt meget til at fortsætte dette arbejde som formand for fonden,« siger Robert Arpe og fortsætter:
»I 2020 har Rambøll 75 års-jubilæum og den stærke ånd fra de to grundlæggere Børge Johannes Rambøll og Johan Georg Hannemann lever stadig videre. Rambøll er en virksomhed, hvor indtægterne investeres i firmaets fortsatte udvikling, og hvor samfundssindet og det høje faglige niveau afspejles i alt, vi gør.«
Robert Arpe blev uddannet som civilingeniør og startede i Rambøll i 1981. Han arbejdede med broer, tunneller og telekom både i Danmark og internationalt, indtil han i 2006 blev medlem af direktionen i Rambøll Danmark. Han har blandt andet arbejdet med Storebæltsbroen, Øresundsforbindelsen og TV2s sendesystem. Fra 2008-2016 var Robert Arpe administrerende direktør i Rambøll Danmark og i 2015-2016 var han administrerende direktør for Rambøll UK.
Robert Arpe afløser Flemming Bligaard Pedersen
Robert Arpe afløser Flemming Bligaard Pedersen som formand den 9. juni. Flemming Bligaard Pedersen har været formand for Rambøll Fonden siden 2014 og var før det administrerende direktør og CEO for Rambøll i 20 år fra 1992 til 2012.