Renovering af kulturhistorisk residens

Moderne og klassisk smelter sammen i gammel statsamtmandsbopæl i Kristianstad

I marts 2020 flyttede konsulentvirksomheden EY ind i sine nye kontorlokaler i Residenset i svenske Kristianstad. Bygningen fra 1860 fungerede tidligere som bopæl og repræsentationslokaler for statsamtsmanden, men har i dag et helt andet formål. Lokalerne præges nu af smarte løsninger, der bevarer bygningens kulturhistorie, og som samtidig opfylder nutidens krav blandt andet ved hjælp af akustiske løsninger fra Rockfon.

Hvis man tager en tur over sundet for at besøge den svenske by, Kristianstad, skal man unde sig selv en gåtur gennem de smukke, gamle gader. Kristianstad, som oprindeligt blev grundlagt af den danske konge Christian 4. i 1614, er nemlig fyldt med historiske bygninger. Én af dem er ”Residenset” - en storslået bygning, der ejes af den svenske forvaltningsmyndighed.

Residenset var oprindeligt statsamtsmandens bopæl, som også omfattede repræsentationslokaler. Men i 1997 flyttede den sidste i rækken ud, og siden da har bygningen stået tom.

Lige indtil nu. Nu får Residenset nemlig nyt liv som kontorfaciliteter til revisions- og konsulentvirksomheden EY, som flyttede ind i marts 2020.

Kulturhistorien giver liv til nye kontorer

Når en kulturhistorisk bygning skal renoveres, kræver det altid et ekstra skarpt blik for detaljen. Mattias Hedberg Ek, husarkitekt for Residenset i Kristianstad og ejer af FOJAB arkitekter, fortæller:

- Det er en fin balancegang, når man arbejder med kulturhistoriske bygninger som denne. Vi har arbejdet meget med traditionelle løsninger såsom slebne trægulve, men vi har samtidig været nødt til at tænke i funktioner, som lever op til nutidens krav, for eksempel i forhold til ventilation og god akustik. Det vigtige er, at de moderne løsninger smelter sammen med det oprindelige design og ikke tager overhånd. På den måde ligner lokalerne egentlig sig selv efter renoveringen, selvom det meste faktisk er helt nyt.

Han fortsætter:

- For at bygningen kan fungere som kontorbygning skal kravene til akustik overholdes. Derfor har vi valgt akustiske lofter med akustiske rør fra Rockfon, da netop det akustiske rørsystem passer godt til den kulturhistoriske bygning.  I alt er der installeret cirka 700 kvadratmeter akustikoft, og det er den svenske virksomhed Intermontage AB, som har været ansvarlig for selve installationen. Alle involverede parter i projektet håber, at de nye kontorgæster vil nyde Residenset lige så meget, som statsamtsmændene gjorde i sin tid.