Hver anden dansker er i tvivl om corona på arbejdspladsen

Hver anden dansker er i tvivl om hvordan de beskytter sig mod corona på arbejdspladsen, viser undersøgelse

En ny undersøgelse viser, at 61 procent af danskerne er i tvivl om, hvordan de beskytter sig mod corona-smitte på arbejdspladsen. En gratis app fra Rambøll giver mulighed for at medarbejderne kan træne deres adfærd.

Mange danskere vender tilbage til arbejdspladsen den næste måned. En ny undersøgelse fra Yougov foretaget for Rambøll viser, at 61 procent af danskerne er i tvivl om, hvordan de beskytter sig mod smitte på arbejdspladsen.

Overordnet set er 83 procent af danskerne bekymrede for at blive smittet på arbejdspladsen. Det er særligt på toilettet (73 procent), men også ved sociale mødesteder som køkkenet/kaffeautomaten (72 procent) og når de passerer hinanden på gangen (70 procent), at danskerne er bekymrede for at blive smittet. Desuden er 41 procent bekymrede for at blive smittet under transporten til arbejdet.

App hjælper danskerne

Den danske ingeniør-, arkitekt- og rådgivervirksomhed Rambøll har arbejdet på at skabe trygge rammer for medarbejderne, når de starter igen. Og de har udviklet en ny gratis app, som skal hjælpe de cirka 900.000 danskere, som arbejder på kontor:

”Det er helt naturligt, at danskerne er i tvivl om, hvordan de beskytter sig mod corona-smitte på arbejdspladsen, for det er en helt ny situation, som møder dem. Og mange er bekymrede for at blive smittet. Og derfor er det vigtigt, at medarbejderne kommer tilbage på kontoret på en sundhedsmæssig sikker måde,” siger administrerende direktør hos Rambøll Danmark, Ib Enevoldsen, og fortsætter:

”App’en ”Forebyg Smitte på kontoret” hjælper de mange danskere, som er bekymrede for at blive smittet. Her kan de lære hvordan de bedst undgår smitte i for eksempel kantinen eller ved kaffeautomaten. Hos Rambøll har vi erfaret, at digital læring er den mest effektive måde at ændre adfærd på. Vi har for eksempel hjulpet vores kunder med at indføre nye adfærdsrutiner på byggepladsen, som har nedbragt antallet af arbejdsulykker,” siger administrerende direktør for Rambøll i Danmark, Ib Enevoldsen. 

I appen skal man bevæge sig rundt i nogle typiske hverdagssituationer på kontoret, hvor der kan være en smitterisiko, og man bliver trænet i at undgå smitte i for eksempel elevatoren, omklædningen og i bussen til og fra arbejde. Til sidst ser man, om man har bestået testen.

Digital læring virker

Hos ISS Facility Services A/S arbejder man med at rådgive kunderne om en tryg tilbagevenden til kontorarbejdspladsen. ISS har derfor bidraget med input, afprøvet appen og er positive over for ideen:

”Som alle andre steder, har vi arbejdet på at skabe tryghed for vores medarbejdere, når de vender delvis tilbage på kontoret igen, ligesom vi rådgiver vores kunder om emnet og sørger for information til deres medarbejdere. Flere af vores medarbejdere har trænet situationerne i den nye app, fx hvordan de skal forholde sig i elevatoren eller under større møder. Vi ser det som et positivt tiltag til at sikre, at medarbejderne føler sig trygge og fortsat er opmærksomme,” siger administrerende direktør for ISS Danmark Flemming Bendt.

6 gode råd til at undgå smitte på kontoret:

Bliv hjemme, hvis du er syg

Host i ærmet eller lommetørklædet – ikke i hånden

Sørg for god ventilation i møderummet og rengør de områder, som folk berører mest

Vask og desinficér hænderne, før I går ind i kantinen, og når I forlader den                                

Hold afstand på mindst 2 m fra kolleger, når det er muligt                                                        

Ingen fysisk kontakt