Hærdet lamineret glas med fugtsikret folie

Højhusbyggeriet Papirtårnet har fået glasværn til altanerne uden risiko for delaminering

De 79 lejligheder i Silkeborg i det 70 meter høje vartegn Papirtårnet har som en del af arkitekturen fået altaner, der er med til at skabe bygningens særlige udtryk med Aarstiderne Arkitekter som kreativ pennefører.

Altanproducenten CSK ønskede især at undgå misfarvninger – netop misfarvning og delaminering er et tilbagevendende problem med glasværn til altaner. Sagen er, at de mest anvendte typer af lamineringsfolie suger fugt, og derfor kan der opstå en misfarvning efter en årrække.

Derfor blev der valgt hærdet lamineret glas fra DSG Industri, der selv skærer samt hærder og laminerer glasset i Danmark til de enkelte projekter.

Fugtafvisende folie

– Vi benytter EVA-folie til vores laminering. EVA-folie har den store fordel, at det ikke suger fugt, og derfor opstår der ikke problemer med delaminering og misfarvning, som man ellers ofte ser, siger Laurids Paulsen, der er administrerende direktør hos DSG Industri.

– EVA-folie er så fugtafvisende, at vi endog er begyndt at producere hærdet lamineret glas til brusenicher med produktet, siger han.

Hvorfor bliver der så ikke brugt hærdet lamineret glas overalt?

– At der ikke er flere glasproducenter, der går over til at bruge EVA-lamineringsfolie skyldes nok, at det kræver omlægning i produktionen, samtidig med at folien er en smule mere arbejdsintensiv at benytte, anfører Laurids Paulsen og tilføjer:

– Vi holder os dog konkurrencedygtige, fordi vi i omlægningen til EVA-folie har automatiseret en række processer, der sikrer, at vi kan holde en høj produktionsvolumen, siger direktøren, der understreger, at EVA-folie er et gennemprøvet produkt.

– Vi har selvfølgelig sørget for at få vores produkter testet hos Teknologisk Institut, siger han om det hærdede laminerede glas, der naturligvis overholder alle bygningsreglementets krav og er CE-mærket. Desuden har det rådgivende ingeniørfirma Glasfakta foretaget en overordnet gennemgang af produktet.

-kis

Foto: De 79 lejligheder i Papirtårnet har som en del af arkitekturen fået altaner med glasværn i hærdet, lamineret glas.

Artiklen blev bragt i martsudgaven af fagbladet GLAS - læs mere om bladet her, hvis du har lyst til at være annoncør - eller har en god, faglig historie til os.