Glasinddækkede balkoner i spektakulært boligtårn

En del af balkonerne i boligtårnet Krystal i Hamborgs Havn har fået monteret det rammeløse indglasningssystem fra Solarlux

Navnene taler for sig selv: Når et boligtårn hedder ”Krystal” (Kristall) og befinder sig i den helt nye skyline i Hamborgs havn ved navn ”Perlekæde” (Perlenkette), ved man, at der er tale om et ambitiøst projekt. Højhuset med to tårne med henholdsvis 17 og 20 etager rummer 37 ejerlejligheder i luksusklassen på op til 360 kvadratmeter. Det er tegnet af Kees Christiaanse fra arkitektfirmaet KCAP i Rotterdam i samarbejde med arkitektfirmaet Astoc fra Köln. Krystallen indgår i et bygningskompleks sammen med to kontorhuse, som er beklædt med tegl. Komplekset vandt førstepræmien i en international arkitektkonkurrence.

Højhuset på adressen Große Elbstraße 57 rager op over bygningerne i nærheden og byder beboerne på en enestående panoramaudsigt over Elben, byen og koncerthuset ”Elbphilharmonie”. Det uregelmæssige grundrids og den smukke glasfacade med moderne kassevinduer giver luksusboligtårnet sit ”krystalliske” udseende. Den kantede glasbygning vokser opad fra en sort naturstensokkel og deles i to ”arme” ved de øverste etager. De er forbundet med hinanden ved hjælp af en adgangszone på nordsiden. Turen i de glasbeklædte elevatorer på bygningens udvendige side er en oplevelse i sig selv. Turen er den længste af sin slags i Tyskland (66 meter ifølge producenten).

Rammeløst indglasningssystem

Balkonerne, loggiaerne og tagterrasserne byder på al mulig komfort: På grund af havnelarmen har lofterne en lyddæmpende konstruktion, og mange af ejerne har derudover valgt at beskytte deres balkon mod vind og vejr ved hjælp af et rammeløst indglasningssystem fra firmaet Solarlux. Det enkle skyde-dreje-system monteres over glasbrystningen og er – også i lukket tilstand – næsten usynligt.

Selv om ejerne fik tilbudt muligheden for at udforme balkonen efter eget ønske på et senere tidspunkt, valgte mange af dem straks den fleksible beskyttelse mod vejrliget.

Indtil videre er 19 loggiaer blevet udstyret med skyde-dreje-systemet SL 25. Med denne teknik opnår man en betydeligt bredere åbning end ved rene skydesystemer, og føringsskinnen er smallere. Balkonen har et system med 15 bevægelige ruder og en imponerende samlet længde på knap 12 meter. Det første glaselement kan bekvemt åbnes ved hjælp af en enkel wire i rustfrit stål. Derefter kan seks fløje skubbes til venstre og ni fløje til højre. De samles så i to gennemsigtige, kompakte glassamlinger, som kan drejes væk. Takket være løbeteknikken på kuglelejer foregår det hele lydløst og uden besvær. Den udvendige side af glasruderne kan uden problemer rengøres indefra.

Mindre vedligehold                      

– Systemet består af materialer i høj kvalitet og er certificeret af eksterne prøvningsinstitutter. På trods af indbygningsdybden på kun 27 mm forbedrer det konstant udluftede, vedligeholdelsesfrie aluminiumsprofilsystem støjdæmpningen med op til 17 decibel og byder på optimal beskyttelse mod vejrliget, fremhæver Sylvia L. Dondorff, sales manager for Norden hos Solarlux. Hun tilføjer:

– Lejlighedsejerne får en dobbelt fordel: Beskyttelsen mod vejrliget reducerer på lang sigt omkostningerne til vedligeholdelsen af balkonen. For arkitekter er SL 25 en træffer allerede i den første planlægningsfase – balkonindglasningen kan nemlig kombineres med stort set alle tænkelige grundrids. Som systemproducent tilbyder Solarlux omfattende hjælp og rådgivning i hele byggefasen og står også altid parat med smarte specialløsninger, siger Sylvia L. Dondorff.

Det væsentligste for beboerne er, at de kan tilbringe mere tid på balkonen uden at måtte give køb på komforten – ligegyldigt om det er tidligt forår, efterår, sen aften eller blæse- og regnvejr udenfor. I varmt vejr kan skyde-dreje-systemet åbnes i en håndevending, og eftersom glasfløjene er nærmest usynlige, mister man ikke følelsen af at sidde på en balkon, hvis man alligevel skulle blive nødt til at lukke dem, pointerer hun.

Foto:Balkonen er beskyttet mod vind og vejr ved hjælp af et rammeløst indglasningssystem.