Brikkerne skal passe fra start

Med det rigtige team sikrer V8 Construction A/S, at bygherre når i mål til tiden, til den aftalte pris og ikke forelsker sig i noget, der ikke kan lade sig gøre

Teglholmen i København er gennem de seneste par år blevet forvandlet fra et gammelt industriområde til et moderne boligkvarter med flere hundrede nye boliger.

På seks ud af ni byggefelter har man kunnet møde den samme totalentreprenør, V8C. Det samme gør sig gældende for Bellakvarter. Et nyt københavnsk bykvarter, som vokser frem rundt om Bella Center Copenhagen, og som inden for få år vil være fuldt udbygget med rækkehuse, boligkarréer, erhverv, kontorer, butikker, caféer, byrum og grønne parker.

Her møder man også V8C, som totalentreprenør på op mod 80 pct. af alle de privatejede boligbyggerier. På Teglholmen har V8C arbejdet – og arbejder – for flere forskellige bygherrer. Hovedparten af bygherrerne har de bygget for mere end to gange, for kunderne vender som regel tilbage.

Dominoeffekt

Bellakvarter startede med en ordre på tre byggerier. Det udviklede sig til fire mere, der atter udviklede sig til syv mere som en dominoeffekt. Det samme skete på Teglholmen, hvor V8C også udvidede kundekredsen efter at have været startet på et byggeprojekt. Ud over boligbyggerierne på Teglholmen har V8C også været totalentreprenør På TDC’s hovedsæde samme sted. Hos V8C er man ikke selv i tvivl om, hvorfor de som firma opnår denne dominoeffekt.

– Tillid, tryghed og ekspertise er vores nøgleord. Og så tør vi gå ind og rådgive fra start. Ja faktisk inden byggeriet er tegnet færdigt, forklarer direktør Morten Bauns­gaard, der sammen med de to projektchefer Henrik Christensen og Anders Pedersen etablerede firmaet tilbage i 2007.

Hos V8C lægger man hele puslespillet til et byggeri, inden de reelt går i gang. Her er holdninger til alt – og de bliver ikke blot til en note i sagsmappen.

– Vi bruger enorm meget tid på planlægningsfasen. Vi er med ved bygherres bord fra starten, for det er vigtigt, at vi undgår, at vores kunder forelsker sig i noget, som slet ikke kan lade sig gøre. Så vi retter ting – også arkitektens forslag, hvis det er nødvendigt. Vi tør godt tage ansvaret for, hvordan en bygning skal skrues sammen – og vi tør godt gå imod, hvis nogen har nogle brikker til puslespillet, som vi ved ikke kommer til at passe, lyder det fra Morten Baunsgaard.

Kort og godt så lukker V8C hullerne, inden de opstår.

– Vi giver bygherre en kasse fra start. Og der er de rammer, som vi alle arbejder indenfor. På den måde kommer vi i mål til tiden – og til den pris, vi har aftalt, siger Morten Baunsgaard.

Synlighed er vigtig

Og det rygtes i branchen, hvor man med egne øjne også oplever medarbejderne fra V8C ude i marken fra dag et, når et nyt byggeprojekt går i gang.

– Vi gemmer os ikke på hovedkontoret, men er synlige på byggepladsen. Opstår der et problem, så løser vi det med det samme. Det er med til at skabe tryghed for bygherre, siger Morten Baunsgaard.

V8C har faglig ekspertise inden for alle faggrupper i en byggesag: arkitekt, konstruktionsingeniør, ingeniører med ekspertise indenfor lukningsentrepriser, bygningskonstruktioner samt stor viden om el, vvs, ventilation og CTS.

Forhåndsaftaler

Trygheden kommer også til udtryk i forhold til de underleverandører, som V8C hyrer. Her indgår firmaet typisk mere eller mindre forhåndsaftaler med alle tunge leverandører, så de ikke pludselig står i en situation, hvor et byggeri må stoppes på grund af manglende leverancer.

– Vi shopper ikke rundt på underentreprenørmarkedet. Vi har et tæt samarbejde med nogle faste leverandører, så vi kan styre uden om eventuelle forsinkelser, siger Morten Baunsgaard.

Lille og stærk

Som sagt er mange af V8C’s kunder gengangere, og med et mandskab på i alt 11 er firmaet der, hvor de gerne vil være.

– Selvfølgelig har vi plads til at vokse, hvis vi synes, det er det rigtige. Men det er vigtigere for os at være stabile for de kunder, vi har. Vi er en lille, men stærk organisation og kan klare os for en lille omsætning, hvis det er nødvendigt – men vi kan også godt vækste uden at ændre væsentligt på firmaet organisatorisk – og uden at vores erfa-bank bliver fortyndet, siger Morten Baunsgaard.

www.v8c.dk