Konstruktørforening uddeler to priser

Konstruktørforeningen uddelte den 27. oktober 2018 to priser på den årlige Konstruktørdag – Konstruktørernes Dimittendpris og Konstruktørprisen

Konstruktørforeningen uddelte den 27. oktober 2018 to priser på den årlige Konstruktørdag – Konstruktørernes Dimittendpris og Konstruktørprisen. Den nyuddannede Frederik Kier Oxholm fik Dimittendprisen for i sit bachelorprojekt at tage fat i en aktuel problemstilling med at transformere ghettobyggerier, mens seniorforsker Niels Haldor Bertelsen fik Konstruktørprisen for at udvise en dyb forståelse for sammenhængen mellem teori og praksis i byggeriet.

Konstruktørforeningen (KF) uddelte den 27. oktober 2018 to priser i Fredericia på den årlige Konstruktørdag. Den nyuddannede bygningskonstruktør Frederik Kier Oxholm fra professionshøjskolen VIA University College Horsens modtog Konstruktørernes Dimittendpris, og seniorforsker på Aalborg Universitet Niels Haldor Bertelsen fik Konstruktørprisen.

Dimittendpris for ”grundigt og flot løst renoveringsprojekt”

27-årige Frederik Kier Oxholm blev af en priskomite udvalgt blandt 13 nominerede dimittender, der hver især var blevet indstillet af deres uddannelsesinstitution på grundlag af de studerendes afsluttende bachelorprojekt.

Frederik Kier Oxholms bachelorprojekt – der omfatter nedrivning, renovering og nybyggeri – går ud på at forandre to lejlighedsblokke fra 1970 i Varbergparken i Haderslev til fire punkthuse med 42 lejligheder.

Om valget af dette års vinder af Konstruktørernes Dimittendpris – der blev indstiftet i 2017 i anledning af bygningskonstruktøruddannelsens 50-års jubilæum og uddelt for anden gang – siger medlem af priskomiteen og formand for KF’s Uddannelsesudvalg Maria Bernard Riise:

- Frederik Kier Oxholm får dette års Dimittendpris for et grundigt og flot løst renoveringsprojekt, hvor han viser en stor procesforståelse for alle faser af et byggeri fra dispositionsforslag til hovedprojekt og herunder også tager højde for håndtering af farlige byggematerialer, sikkerheds- og sundhedsmæssige udfordringer. Ud over at han i sit valg af renoveringsprojekt tager fat i en aktuel og relevant problemstilling med at transformere en ghettoagtig bebyggelse til attraktive boliger, demonstrerer han også bygningskonstruktørens kernekompetencer inden for både renovering og nybyggeri.

Konstruktørernes Dimittendpris består af et rejselegat på 10.000 kr. og et års gratis medlemskab af KF.

Anerkender en ekstraordinær indsats

Om baggrunden for, at KF’s bestyrelse har valgt at tildele seniorforsker Niels Haldor Bertelsen Konstruktørprisen, siger KF’s formand Gert Johansen:

-Konstruktørprisen gives til en person, virksomhed eller byggeprojekt, som har betydet noget særligt eller gjort noget ekstraordinært for bygningskonstruktørerne og for byggeriet. Udover at Niels Haldor Bertelsen som forsker i særlig grad anerkender sammenhængen mellem teori og praksis i byggeriet og ofte har fremhævet netop bygningskonstruktørens dybe forståelse for processer og konstruktioner, mener han, at den brede faglighed i alle byggeriets faser er helt afgørende for et godt resultat, og at en fortsat styrkelse af processer og logistik i byggeriets faser er nødvendig for effektivitet og værdiskabelse i byggeriet.

Konstruktørprisen – der blev indstiftet i 1991 i anledning af KF’s 25-års jubilæum og uddelt for 10. gang – består af et stykke dansk designkunst, som ved denne prisoverrækkelse var en skål designet af Henning Koppel.