Pihlkonsortiet bygger stort hotel

Pihlkonsortiet bestående af LM Byg A/S, M.J. Eriksson A/S og Pihl & Søn A/S vinder totalentreprisen på Scandic Hotels hidtil største hotel i Norden

Pihlkonsortiet bestående af LM Byg A/S, M.J. Eriksson A/S og Pihl & Søn A/S vinder totalentreprisen på Scandic Hotels hidtil største hotel i Norden. Konsortiets egenproduktion og de tre virksomheders stærke fundament har været en væsentlig årsag til, at valget faldt på Pihlkonsortiet.

Pihlkonsortiet skal stå for opførelsen af endnu et byggeri i København. Pihlkonsortiet har nemlig vundet totalentreprisen og indgået aftale med bygherre, HM 2 A/S, på opførelsen af Hotel Scandic Spectrum.

Scandic Hotel er, som Danmarks og Nordens største hotelkæde, markedsførende på hotelfronten i Danmark, og det nye hotel bliver deres hidtil største i Norden. Der var derfor stor interesse fra branchen og medier, da Hotel Scandic Spectrum blev offentliggjort. Efter et målrettet tilbud og stort forarbejde vandt Pihlkonsortiet totalentreprisen.

- Pihlkonsortiet er meget tilfredse med at have vundet totalentreprisen og tilliden fra endnu en bygherre, som kan se de åbenlyse fordele i et samarbejde med tre specialiserede og ejerledede virksomheder. Særligt vores stærke egenproduktion inden for byggegruber og råhus, samt vores organisation inden for styring af totalentrepriser skaber interesse fra bygherrer, fortæller Hans Anker Nielsen, adm. direktør hos LM Byg A/S.

Udover en stor egenproduktionsandel, erfarne medarbejdere inden for styring af totalentrepriser og god økonomi er konsortiet også baseret på stor intern samarbejdserfaring.

-Jeg har arbejdet tæt sammen med de to andre i konsortiet og har kendt deres direktører i mere end 20 år. Den samhørighed og tillid der er skabt derigennem, kan mærkes af både bygherrer og medarbejdere, siger Jørgen Eriksson, ejer og adm. direktør i M. J. Eriksson.

Med sine syv etager og 632 værelser fordelt på 30.800 kvm samt 11.500 kvm kælder i to etager, er det et udfordrende byggeri. Konsortiets tre entreprenørvirksomheder er imidlertid alle vant til at håndtere store byggerier som dette.

-Vi har gennem tiden i de tre selskaber opført mange markante byggerier med fokus på kvalitet, tidsfrister og budgetter, og med Pihlkonsortiets mange kompetencer kan vi løse meget komplekse og store opgaver. Det er en vigtig faktor for at nå vores mål om at blive bygherrens foretrukne samarbejdspartner, siger Halldór P. Ragnarsson, adm. direktør i Pihl & Søn A/S.

Udover 632 værelser får hotellet flere restauranter, et stort fitnesscenter samt store og innovative møde- og konferencefaciliteter. På øverste etage placeres en skybar med udendørs tagterrasse, mens der i kælderetagerne vil være 179 P-pladser samt et SPA- og poolområde. Der bliver også plads til barer, cafe og bageri i hotellet, som vil være af høj arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet.

Hotellet ventes klar til indflytning i anden halvdel af 2021. Projektets rådgivere er Dissing+Weitling arkitekter samt Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S, som ser frem til samarbejdet med konsortiet.