Byggebranchen udvalgt som erhvervsmæssig styrkeposition

Byggebranchen får del i de 190 millioner kr., som Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte har valgt at bevillige til innovationsnetværk i 2019 og 2020

Byggebranchen er igen en del af fremtidens videnbrobyggere. Byggebranchen får således del i de 190 millioner kr., som Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte har valgt at bevillige til innovationsnetværk i 2019 og 2020.

InnoBYG, byggebranchens innovationsnetværk for bæredygtigt byggeri, kan se frem til at fortsætte videnbrobygningen mellem videninstitutioner og bygge- og anlægsbranchen i den kommende periode. InnoBYG er et af 17 netværk inden for forskellige brancher, som også fremadrettet modtager støtte til at drive netværket, som har fokus på at øge forskningsbaseret viden i erhvervslivet, udnytte mulighederne i nye teknologiske landevindinger og bidrage til at skabe vækst og værdi for samfundet.

Siden 2010, hvor InnoBYG startede, har Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, siddet i formandsstolen for netværket. Han er tilfreds med, at bygge- og anlægsbranchen endnu engang er blandt de brancher, der fremadrettet har et innovationsnetværk.

- Det er et vigtigt signal, at bygge- og anlægsbranchen er blandt de brancher, der satses på i forhold til udvikling og innovation. Det viser, at vi udgør en erhvervsmæssig styrkeposition i Danmark. Med InnoBYG har vi et netværk, som bygger bro mellem praksis i branchen og de videninstitutioner, som arbejder med byggeri og anlæg. Hvis bygge- og anlægsbranchen skal udvikle sig, fx ved at tage ny teknologi til sig, så er koblingen mellem viden og praksis helt central, siger Michael H. Nielsen.

Kompetencer udnyttes agilt

At InnoBYG inkluderer alle aktører er tydeligt, når man ser på netværkets styregruppe. Her sidder repræsentanter for alle aktører i branchen samt de væsentligste videnaktører, som arbejder med bygge- og anlægsbranchen.

- Forudsætningen for at være brobygger er, at vi formår at inkludere alle relevante aktører i bygge- og anlægsbranchen. Vi er en stor og bredtfavnende styregruppe, som har opbygget en god og udviklingsorienteret samarbejdsform, som formår at træffe beslutninger og være agile, fx i forhold til at søsætte nye aktuelle initiativer i branchen, som vi blandt andet har gjort med Build 4.0. initiativet. Vi har desuden formået at optage alle betydende videninstitutioner og universiteter i byggebranchen, hvilket giver et stærkt afsæt for at fortsætte innovationsnetværket fremadrettet og sætte nye væsentlige udviklingsområder på dagsorden, understreger Michael H. Nielsen.

Også netværksleder, Grith Bech-Nielsen, som siden 2017 har stået i spidsen for InnoBYG, ser frem til at fortsætte arbejdet.

-Jeg er rigtig stolt over og glad for, at InnoBYG kan fortsætte. Det er et skulderklap og en anerkendelse af, at vi skaber væsentlige resultater for bygge- og anlægsbranchen og for vores medlemmer. Vi glæder os til fortsat at kunne bidrage til udviklingen af branchen og skabe værdi for både medlemmer, branche og samfundet som helhed, bl.a. med fokus på bedre indeklima, nye teknologiske muligheder via Build 4.0 initiativet og cirkulær økonomi i branchen, siger Grith Bech-Nielsen.