Kullegaard forvandler historisk postbygning til nyt københavnerhotel

Københavns gamle Centralpostbygning i Tietgensgade undergår på nuværende tidspunkt en total transformation. I 2020 står den klar som et af Københavns mest luksuriøse hoteller

Københavns gamle Centralpostbygning i Tietgensgade undergår på nuværende tidspunkt en total transformation. I 2020 står den således klar som et af Københavns mest luksuriøse hoteller. Kullegaard er en del af det rådgiverteam, der skal sikre en succesfuld proces for den fredede bygning.

Den over 100 år gamle fredede bygning ligger i hjertet af København, og har i mange år huset det danske postvæsen. Det kommende hotel skal stå færdigt i 2020, og kommer udover de cirka 390 værelser også til at rumme flere forskellige restaurant- og barkoncepter samt en konferencesal. Værelserne og de tilhørende faciliteter opføres med fokus på eksklusivitet. Målet med hotellet er, at det via sin historiske oprindelse, arkitektur, indretning og design er en oplevelse i sig selv. Transformationen omfatter bl.a. hævede gårdrum, grønne haver og pool på taget.

-Vi går til opgaven med stor respekt og ydmyghed overfor de tanker og visioner, som ligger til grund for hotellet. For os betyder det bl.a., at vi har fokus på at være med til at skabe arkitektoniske løsninger, der er realiserbare” udtaler adm. direktør Thomas Kullegaard fra Kullegaard A/S.

Projektteamet omkring det kommende hotel består også af det svenske arkitektfirma Krook & Tjäder AB, der har stor erfaring inden for hotelbranchen, hvor de tidligere har arbejdet med Strawberry og Nordic Choice Hotels. De har derfor et indgående kendskab til bygherre, og har konkret arbejdet med transformationen af post-bygningen siden 2014. Udviklingen sker således i tæt samarbejde mellem Kullegaard og de svenske arkitekter, som fysisk er samlet på Kullegaards kontor i Valby. De er dermed tæt på hinanden og på selve byggepladsen, hvilket sikrer et godt udgangspunkt for den agilitet og omstillingsparathed, der er nødvendig for teamet, da der projekteres og bygges samtidigt.

Velkendte samarbejdspartnere

Indgangen til hotelprojektet er skabt via samarbejdsrelationer, hvor tæt dialog, fælles forventningsafstemning og et succesfuldt resultat har været i fokus. I dag betyder det, at den norske projektudvikler og entreprenør HENT AS har udvalgt Kullegaard til en af sine samarbejdspartnere i Danmark i forbindelse med renoveringen af postbygning-en. I samarbejdet byder Kullegaard bl.a. ind med erfaringer fra tidligere – eksempelvis inden for historisk byggeri i forbindelse med den igangværende tagrenovering.

-Vi er glade og stolte over, at vi gennem vores tidligere projekter har bidraget positivt i en sådan grad, at vi bliver betroet så stor og central en opgave som det nye hotel. Vi sætter stor pris på samarbejdet med en innovativ entreprenør og udenlandske kollegaer fra samme branche, siger Thomas Kullegaard.

For Kullegaard er der tale om velkendte parter, da Strawberry også er bygherre på opførelsen af Comfort Hotel i Københavns lufthavn, hvor Kullegaard er en del af det udførende projektteam. Derudover spiller Krook & Tjäder såvel som HENT også store roller i opførelsen af det nye hotel i lufthavnen. Teamet har derfor et indgående kendskab til hinandens styrker, hvilket skaber synergi i processen såvel som i de valgte løsninger.

Fakta om projektet

Projekt: Posthotellet i København

Bygherre: Strawberry Brothers

Omfang: 25.000 m²

Udførelsesperiode: 2017-2020

Primære samarbejdspartnere: HENT AS, Krook & Tjäder AB